- Jaaaaaaaaaaaa! Vi er fucking glade, lyder det første udbrud på telefonforbindelsen fra Rusland.
I den anden ende har Annette Jensen og Jette Hansen slået telefonen på højtaler, og i de følgende minutter skiftes de til at glæde sig over Team Tvis Holstebros finalesejr i Cup Winners Cup. Og så skiftes de til at tale den kommende fest op til at blive bedre og bedre.
- Vi skal bare sove tidligt i aften, starter Jette Hansen grinende, inden hun beretter om en større pizzabestilling og det herlige faktum, at der ligger en karaoke-bar lige ved siden af hotellet.
- Vi kan gå i seng engang i nat, fniser Anette Jensen, inden Jette Hansen igen tager ordet:
- For mange er det her en rigtig stor sejr, så det er klart, at vi gerne vil fejre det, lyder det, inden Annette Jensen endnu engang bryder ind og understreger, at der venter en fest forude:
- Og det skal der også være plads til. Selvfølgelig har alkohol en påvirkning på kroppen, men man skal også huske at fejre sine sejre engang i mellem.
Her løfter TTH-spillerne pokalen.
Må måske få pokalen
Sejren på 30-25 over Lada Togliatti sikrer Tvis Holstebro en samlet sejr på ni mål. Triumfen i Rusland er klubbens tredje europæiske titel på fire sæsoner, og på onsdag kan endnu et sæt medalje føjes til samlingen. Tvis Holstebro skal nemlig spille den anden bronzekamp mod Viborg, hvor de har en føring på syv mål med sig fra den første kamp.
- Den er vi ligeglade med – hahaha, fniser Annette Jensen og retter sig selv en smule.
Tvis Holstebro vil nemlig gerne vinde bronzemedaljerne, men lige nu er fokus altså på det trofæ, Anette Hansen og Jette Hansen lige har vundet. Der er nemlig en chance for, klubben må beholde det, fordi Cup Winners Cup fremover lægges sammen med EHF Cuppen.
- Normalt er det en vandrepokal, men turneringen bliver jo nedlagt, så forhåbentligt kan vi få den med hjem i flyveren, forklarer Jette Hansen.
- Vi har den i hvert fald nu, understreger Annette Jensen, inden der sandsynligvis hældes endnu mere champagne i pokalen.