Håndboldkvinderne storsejrer mod Montenegro: 'Stadig langt fra EM-formen'

Danmark snuppede en sejr på 13 mål over Montenegro ved Golden League.

Danmark vandt sikkert over Montenegro ved Golden League. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Efter åbningsnederlaget til Norge ved Golden League-stævnet i Jylland tog de danske håndboldkvinder revanche, da Montenegro lørdag bød op til duel i Randers.

Uden større besvær og med godt spil fra start tog danskerne sejren på 36-23. Det var holdets første sejr med Jesper Jensen som cheftræner.

Fra start så det på ingen måde ud til, at spillerne var tynget af det klare nederlag, man torsdag led mod Norge.

Maria Fisker Stokholm er med sine små 100 landskampe en af de mest rutinerede på det danske landshold. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Anført af en velspillende og tempofyldt Mie Højlund var der drev i det danske angrebsspil fra start, mens Sandra Toft med god hjælp fra et stærkt 5-1-forsvar ikke havde problemer med at tæmme Montenegros skytter.

Landsholdstilbagevendte Maria Fisker nødt godt af flere frispilninger fra Højlund, og danskerne rykkede hurtigt fra.

Med til historien skal det nævnes, at Montenegro er et stykke fra det niveau, holdet havde for et par år siden. Flere af spillerne nærmer sig ganske enkelt sidste salgsdato.

Der skal dog ikke tages noget fra den danske indsats, som var koncentreret og god hele vejen igennem.

Langt fra EM-formen

Det hele var reelt afgjort med 20-11 ved pausen, og selv om foden blev lettet en smule fra speederen i de sidste 30 minutter, var der stadig masser af opløftende elementer at notere for landstræner Jesper Jensen.

Det blot 19-årige målvogtertalent Anna O. Kristensen fra Viborg kom ind og leverede gode redninger, mens Mette Tranborg viste sig godt skydende fra højrebacken.

I det sidste kvarter var der lidt flere afbrændere, men med en god afslutning lykkedes det at nå op på hele 36 scoringer og en sejr på 13 mål.

Den nye landstræner Jesper Jensen kunne efter storsejren se tilbage på to kampe i spidsen for det danske kvindelandshold.

Sejren mod Montenegro er tilmed Jesper Jensens første sejr som dansk landstræner. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Selvom der var mange positive ting at sige om kampen mod Montenegro mangler holdet stadig en del forud for EM på hjemmebane til december.

Bedømt på to kampe og meget få træninsgtimer med det nye landshold, hvor langt er I så i processen med at stå klar i december i Boxen?

- Der er vi langt fra. Der er stadig meget arbejde endnu.

- Men der er virkelig nogle spillere, der er ihærdige, og nogle der arbejder i kulisserne hele tiden. Vi skal nok komme meget længere, og om det så er nok til december, må vi se til, siger Jesper Jensen til DR Sporten.

Tidligere lørdag tog Norge en snæver sejr på 29-28 mod Frankrig.

Danmark spiller sin sidste kamp ved Golden League mod Frankrig søndag.

/ritzau/DR Nyheder