Klavs Bruun: Klubskifter giver dynamik i truppen

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtog torsdag 17 spillere til de kommende EM-kvalifikationskampe.

Klavs Bruun Jørgensen er klar med sin trup. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

De danske håndboldkvinder åbner EM-kvalifikationen med opgørene mod Slovenien og Island om godt tre uger.

Torsdag udtog landstræner Klavs Bruun Jørgensen 17 spillere, som skal forsøge at sende Danmark godt på vej mod EM i 2018 i Frankrig.

Klavs Bruun Jørgensen fortæller i en pressemeddelelse, at sommerens klubskifter muligvis kan gavne holdet.

- Jeg glæder mig til at se spillerne an efter sommerens mange klubskifter. De nye konstellationer og input, pigerne får ude i klubberne, giver forhåbentlig en masse dynamik i truppen, siger Klavs Bruun.

Voldsomt vigtge

Landstræneren kræver sejre både hjemme mod Slovenien og ude mod Island.

- Nu står vi over for to voldsomt vigtige opgør. Derfor er det også glædeligt, at stort set alle vores spillere er klar til kamp, og ambitionen er, at vi står med fire point, når samlingen er overstået, siger han.

Efter kampen mod Slovenien i Farum 27. september rejser landsholdet nordpå til opgøret mod Island i Reykjavík 1. oktober.

Landsholdstruppen, der samles 25. september før de to EM-kvalifikationskampe, ser således ud:

Målvogtere: Sandra Toft, Althea Reinhardt.

Stregspillere: Sarah Iversen, Kathrine Heindahl, Stine Bodholt.

Fløjspillere: Pauline Bøgelund, Maria Fisker, Fie Woller, Trine Østergaard.

Bagspillere: Anne Mette Hansen, Lotte Grigel, Mette Tranborg, Line Jørgensen, Louise Burgaard, Stine Jørgensen, Annette Jensen, Line Haugsted.

/ritzau/