Landstræneren får endelig tid på træningsbanen med håndboldkvinderne: 'Det skal nok blive rigtig godt over tid'

Danmark besejrede VM-sølvvinderne fra Spanien i en testkamp torsdag aften.

Landstræner Jesper Jensen sætter pris på, at der er tid til at forbedre holdet på træningsbanen. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Det er over et år siden, Jesper Jensen blev ansat som landstræner for de danske håndboldkvinder.

Men så kom coronapandemien og spolerede de mange af de samlinger, som landstræneren velsagtens havde håbet at få med sit hold frem mod EM på hjemmebane i december, hvor spillet kunne forfines.

I stedet blev det næsten lige på og hårdt for den nye landstræner med EM på hjemmebane, hvor det blev til en fjerdeplads. Men nu får han sine samlinger med landsholdet, hvor det eneste fokus er at blive bedre. Og det sætter han pris på.

- Vi finder nogle løsninger, får snakket godt mellem spillerne og fra leder til spiller og prøver at kommunikere, hvad det er, vi gerne vil og hvilken retning, vi gerne vil gå i. Vi arbejder hårdt både som hold og individualister, så det skal nok blive rigtig godt over tid. Vi nåede allerede langt indtil EM, men vi har bare en masse mere tid nu, og det er superfedt og mega taknemmelige for, siger Jesper Jensen.

Mie Højlund var en af de danske profiler ved EM-slutrunden i 2020. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Jesper Jensen forklarer, at et fokuspunkt for danskerne har været at blive mere konsekvente i slutfasen af kampene, hvor de flere gange har smidt føringer.

Mod Spanien torsdag aften stod det helt lige, 23-23, med knap ti minutter tilbage af kampen. Men danskerne trak fra og tog sejren på 30-27.

- Hvis jeg selv kunne have skrevet drejebogen for den kamp her, så var det en tæt kamp, hvor vi vandt til sidst ved at være konsekvente i vores kommunikation. Det er et af de største punkter, vi har haft efter de kampe, vi har tabt til Norge og Frankrig gennem seks-syv kampe, hvor vi har været foran i stort set alle sammen og så tabt til sidst.

- Så det gik, som vi gerne ville og den mentale opgave, løste vi. Det er jeg rigtig, rigtig glad for, for det er et tegn på, at vi er taget et skridt videre på det plan, siger landstræneren.

Kan se langt fremad

Håndboldkvinderne blev nummer ni ved det seneste VM i 2019 i Japan, og missede derfor kvalifikationen til det OL, der siden er blevet udskudt til sommeren i år.

Det betyder, at næste store mål for Jesper Jensen og håndboldkvinderne er den VM-slutrunde, der spilles i Spanien til december i år.

Derfor kan landstræneren allerede nu begynde at tænke otte måneder frem mod verdensmesterskabet.

- Slagplanen for landsholdsåret er at se, om vi kan blive så gode, som overhovedet muligt frem mod VM i Spanien. Og så er vi jo med på, at vi har et relativt ungt hold, så alle de timer, vi kan få sammen, er vi megaglade for.

- Den samling vi har her og den i marts i Frankrig, det har givet os et enormt løft i forhold til nogle mentale ting, men også, at vi er blevet mere sikre på hinanden. Det er den sikkerhed, der har gjort, at vi har haft svært ved at vinde de helt tætte kampe mod topnationerne, siger Jesper Jensen.

  • Anne Mette Hansen i kampen mod Spanien. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
  • Laura Damgaard i testkampen, som Danmark vandt 30-27. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
1 / 2

Frem mod EM måtte landstræneren prioritere, hvad han gerne ville træne og forfine med sit landshold, og manglede derfor 'nogle våben til sidst' i turneringen. Men allerede nu ser han fremskridt på den front.

- Vi har fået lidt flere muligheder i de her 17 dage, vi har været samlet siden EM. Jeg synes ikke, det er det mentale, men derimod det spillemæssige, hvor vi gerne vil kunne lidt mere end til EM. Kan vi præstere lige så godt som til EM, så tror jeg også, vi er tættere på at tage en medalje til VM, siger Jesper Jensen.

Danmark møder Spanien igen på lørdag i endnu en testkamp.