Non! No! Njet! Hård EM-lodtrækning for danske kvinder

Danmark kom i gruppe med Frankrig og skal også forbi Rusland på vejen mod semifinalerne ved europamesterskaberne i Danmark og Norge i december.

Anne Mette Hansen og co. skal forsøge at hente danske medaljer for første gang siden VM-bronzen i 2013 i Serbien. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Jesper Jensen får en svær første slutrunde som træner for det danske kvindelandshold, når EM i december skal afvikles i Danmark og Norge.

I de indledende gruppekampe i Boxen i Herning skal Danmark møde de forsvarende europamestre fra Frankrig samt Montenegro og Slovenien.

De tre bedste hold fra hver gruppe går videre, og i hovedrunden venter der Danmark tre opgør mod de bedste hold fra Gruppe B, der tæller Rusland, Sverige, Spanien og Tjekkiet.

Jesper Jensen havde således ikke lodtrækningsheld, da de 16 hold blev fordelt, forstået på den måde, at han ikke fik nogen af de på forhånd ønskede modstandere.

- Vi er kommet i den hårdeste pulje i den værste halvdel, som Jesper Jensen konstaterer.

Skal Danmark videre til semifinalerne, skal Jesper Jensens hold altså blive blandt de to bedste fra den halvdel, der tæller både Frankrig, Rusland og VM-sølvvinderne Spanien. Dertil må både Slovenien med storspilleren Ana Gros og Montenegro regnes for giftige outsidere.

Voldsomt hård halvdel

På forhånd ville Jesper Jensen gerne undgå Rusland og ville fra første seedningslag i stedet gerne møde Rumænien, mens Tyskland fra tredje lag også lå højt på ønskelisten.

Begge hold havnede i den anden halvdel, hvor vejen mod semifinalerne ser en anelse lettere ud for de syvdobbelte europamestre fra Norge og verdensmestrene Holland.

- Især halvdelen er voldsomt hård, hvor Norge og Holland er storfavoritter i den anden halvdel. I vores halvdel er der både Frankrig, Rusland, Spanien og så os og Montenegro til at drille. Og i gruppen er Slovenien nok den værste modstander, man kunne få fra lag 4.

- Så risikoen for ikke at gå videre fra gruppen steg. Men sådan er EM. Der er ingen lette hold. Og jeg bekymrer mig egentlig ikke. Jeg synes, det er fedt. Vi kender holdene, og vi er gode til det taktiske, så jeg glæder mig til at nørde og analysere, siger Jesper Jensen.

Danmark har ikke vundet medalje siden VM-bronzen i 2013 i Serbien, mens man i EM-sammenhæng skal helt tilbage til 2004 for at finde seneste medalje, nemlig sølvmedaljerne i Ungarn efter finalenederlag til de syvdobbelte europamestre fra Norge.

Det danske hold starter på mange måder forfra med ny træner, måske farvel til nogle spillere og goddag til nogle nye. Jesper Jensen havde samlet sit hold for første gang til en uges træningssamling i sidste uge, men han får ikke mange trænings- og kampdage inden sin første slutrunde som dansk landstræner.

Det er tredje gang, Danmark og Norge er fælles værter på en slutrunde. Første gang var for VM i 1999, anden gang for EM i 2010, og begge gange vandt Norge.

Der venter det danske landshold svære kampe, når EM skydes i gang i Danmark og Norge i december. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Håber på fulde tribuner

Både arrangørerne fra Norge og Danmark, samt Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har på forhånd udtrykt forventning om, at slutrunden ikke bare kan afvikles, men også kan afvikles med tilskuere, når kalenderen rammer december.

- En aflysning ses p.t. ikke som en mulighed, udtaler EHF-præsident Michael Wiederer torsdag i en pressemeddelelse fra EHF.

For tiden er loftet på tilskuere i Danmark på 500, men i den kommende tid forsøges der med op til 3.000 tilskuere i tre Superligakampe. I Norge hedder loftet p.t. 200 tilskuere.

- Vi forventer, at antallet af tilskuere tilladt til offentlige begivenheder – og derfor også til kvindernes EM 2020 – vil stige betragteligt i løbet af efteråret. Der er fortsat lang tid til december, og vi håber, at tiden vil arbejde for os og gøre det muligt at afvikle EM på den bedst mulige måde, udtaler DHF’s generalsekretær Morten Stig Christensen i pressemeddelelsen fra EHF.