Ny landstræner i dobbeltjob: 'Det er det største i dansk kvindehåndbold'

Jesper Jensen, ny cheftræner for kvindelandsholdet i håndbold, beholder samtidig jobbet som klubtræner i Esbjerg.

Team Esbjergs cheftræner kan nu skrive "dobbeltjobber" på cv’et. Mandag blev han nemlig præsenteret som ny landstræner for det danske kvindelandshold i håndbold.

Kontrakten med Dansk Håndbold Forbund løber til sommeren 2023. Samtidig beholder Jesper Jensen sit daglige job som klubtræner for de danske mestre i Esbjerg, som han har kontrakt med til 2022.

- Jeg er enormt glad og stolt over at få den her mulighed. Det er det største job i dansk kvindehåndbold, og det er en anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet i Esbjerg. Men jeg er også meget ydmyg omkring det. Når man kigger på kvindelandsholdets historik, er det nogle store sko, jeg skal udfylde, sagde Jesper Jensen på pressemødet, da han i dag bliver præsenteret som ny landstræner.

Dobbeltjob-tjansen var fra start et ønske fra Jesper Jensen, da han begyndte forhandlinger med DHF om sin landstrænerrolle, fortæller han.

- Jeg elsker at have med håndbold at gøre og stå på banen. Det giver mig energi. For mange møder om strategi er derimod ikke der, jeg får min energi fra. Traditionelt består jobbet som landstræner af 90 procent planlægning, møder og strategi og ti procent træning og kampe. Jeg trives bedst omvendt. Med 90 procent håndbold og ti procent møder. Og derfor synes jeg også, at den model, vi nu har lavet, er den bedste.

- Jeg havde svært ved at se mig selv slippe Team Esbjerg. Jeg er glad for min dagligdag, hvor jeg møder pigerne, nørder detaljer på banen og får harpiks på fingrene en gang imellem. Det bliver jeg et gladere og bedre menneske af, men det gør mig også til en bedre træner.

Kvindelandsholdets nye landstræner Jesper Jensen bliver i sit job som klubtræner i Team Esbjerg. (Foto: © John Randeris, Scanpix)

Jesper Jensen fortsætter altså som klubtræner sideløbende med sit nye job som landstræner, fordi det er med til at holde ham så skarp om mulig som træner, siger han.

På grund af Jesper Jensens deltidsordning som A-landstræner, går assistenttræneren Lars Jørgensen samtidig fra at være deltids- til fuldtidsansat. En af hans primære opgaver bliver at varetage samarbejdet med klubberne, som Jesper Jensen ikke får tid til i det daglige i sin dobbeltjob-rolle.

Jesper Jensen er dog ikke bekymret for, at det kommer til at påvirke hans indsats som landstræner negativt, at han samtidig skal have fokus på sit klubtrænerjob.

- Min kalender skal nok blive fyldt ud nu, men jeg er ikke nervøs for, at jeg ikke kan gabe over det. Det bliver hårdt arbejde og en stor udfordring, men det er også en udfordring, vi er klar til. Jeg elsker at have travlt med håndbold, og Lars og jeg bliver et godt makkerpar.

- Jeg synes, vi overtager et stærkt fundament på landsholdet. Til VM i Japan så vi, at landsholdet ikke er langt fra at kunne være med i de sjove kampe. EM på hjemmebane i december er vores første store mål. Der skal vi ud og toppræstere.