Sandra Toft efter mislykket VM: 'Skuffelsen bliver bare værre og værre'

Fiaskoen ved håndbold-VM er ikke glemt hos målvogter Sandra Toft. Faktisk sidder den tungere i hende nu.

Skuffelsen var ikke til at tage fejl af hos målvogter Sandra Toft, efter at Danmark med uafgjort mod Serbien ved VM er ude af kampen om billetter til OL i Tokyo. Og skuffelsen sidder stadig tungt i hende. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Tid læger alle sår, siger man. Men for nogle kræver det længere tid end for andre. Også i sportens verden.

Lørdag er det ti dage siden, at de danske håndboldkvinder sluttede håndbold-VM i Japan med uafgjort mod Serbien.

Muligheden for VM-medaljer var allerede forduftet, men resultatet mod Serbien betød samtidig, at de danske kvinder endegyldigt ikke kommer med til OL i Japan til sommer.

Sandra Toft var den af Danmarks helt store profiler ved VM i Japan. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Det var en kæmpe skuffelse for holdet, og målvogter Sandra Toft, Danmarks klart største profil ved slutrunden, er stadig ikke kommet sig over fiaskoen. Slet ikke.

- Skuffelsen har overhovedet ikke fortaget sig. Det bliver nærmest bare værre og værre. Det må jeg indrømme, siger hun til JydskeVestkysten.

- Det er trist på alle måder, at vi ikke får en chance for at komme til OL. Det nager mig helt vildt.

Tilfreds med træneren

Hun slår fast, at hun er glad for Klavs Bruun Jørgensen som landstræner, og at hun ikke har nogen mening om, hvorvidt en ny landstræner kunne være et friskt pust.

Landsholdets næste store opgave bliver EM på hjemmebane om et år, men Sandra Toft er overhovedet ikke klar til at kigge frem mod det endnu.

- Hvis du har formlen til, hvordan jeg kommer videre, vil jeg gerne vide det. Lige nu er der ingen EM-tanker. Jeg er bare sur, bitter og skuffet. Længere er den sådan set ikke, lyder det fra hende i interviewet med JydskeVestkysten.

/ritzau/