Sandra Toft kåret til verdens bedste keeper: ’Det har været mit bedste år i karrieren'

Håndboldkvindernes sidste skanse bliver belønnet som verdens bedste af mediet Handball Planet.

Sandra Toft er ifølge Handball Planets eksperter og fans verdens bedste målvogter. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Det kan godt være, at der var masser af skuffelse at spore hos håndboldlandsholdets Sandra Toft i december, da de danske kvinder røg tidligt ud ved VM i Japan og missede OL-kvalifikationen.

Men ser keeperen på 2019 isoleret set fra en personlig vinkel, så burde humøret ændre sig markant.

For Sandra Toft har nemlig haft et forrygende år både på klub og landshold – og det får hun nu et tydeligt bevis på.

Håndboldmediet Handball Planet kårer hvert år den bedste spiller på hver sin position, hvor vinderne bliver udvalgt af en jury bestående af 12 journalister fra hele verden - samt en enkelt jurystemme fra fansene.

Suveræn vinder

Og blandt fire nominerede til titlen som verdens bedste kvindelige målvogter vandt danske Toft klart foran blandt andet hollandske Tess Wester og franske Amandine Leynaud.

18.548 fans valgte af afgive deres stemme på mediets hjemmeside, og hele 43 procent trykkede ud for Sandra Tofts navn.

Faktisk var danskeren med 7961 stemmer den helt store topscorer på tværs af alle positionerne.

Og hovedpersonen selv er beæret over titlen, som hun vinder for første gang i karrieren.

- Det er altid specielt, når man bliver hædret på den måde første gang. Det er altid dejligt med et skulderklap og et bevis på, at man gør det godt.

- Det har været et godt år på klubholdet – først DM-guldet med Team Esbjerg, og så er det gået efter planen i min franske klub Brest Betagne, hvor vi ligger nummer et i ligaen og i Champions League. Med landsholdet havde jeg dog gerne set, at vi var kommet lidt længere i december, siger hun til DR Sporten.

Imponerende VM

Selvom det hverken blev til OL-kvalifikation eller medaljer ved det netop overståede VM i Japan for 30-årige Toft og Danmark, så gjorde målvogteren sit for at landsholdet skulle kæmpe om de sjove placeringer.

Video: Gense nogle af Sandra Tofts redninger fra VM:

Brest Betagne-spilleren imponerede i alle kampe for Danmark og endte med en samlet redningsprocent på hele 39 procent. Derudover brillerede hun også på straffekast, hvor hun stod i vejen for ni ud af 26 forsøg.

Og Sandra Toft går da også med på præmissen om, at 2019 har været det bedste år hidtil i hendes karriere.

- Set over hele året, så har det nok været mit bedste år. Jeg har været mere stabil og først og fremmest har jeg holdt mig skadesfri de seneste par år, hvilket har gjort, at jeg har kunnet træne meget hårdere. Skiftet i sommer til fransk håndbold har givet det sidste skub, siger hun.