Efter sidste sæson skiftede venstreback, Anne Mette Hansen, fra København til ungarske Györ. For nylig pådrog hun sig en læsion i det bagerst korsbånd i knæet, og nu venter en lang pause for landsholdsprofilen.
- Lige nu ved jeg ikke så meget andet end det, der er meldt ud om, at det bagerste korsbånd er beskadiget. Jeg er mødt ind her til samlingen for at få lagt en ordentlig plan, så jeg kan få genoptrænet knæet bedst og hurtigst muligt og komme stærkt tilbage, siger Anne Mette Hansen til DR.
- I starten troede jeg bare, det var et hårdt slag på mit knæ, men da jeg gik ud i pausen og skulle op ad nogle trapper, kunne jeg godt mærke, det ikke var, som det skulle være. Der blev jeg selvfølgelig lidt ked af det, siger hun.
- Det er positivt, at det ikke skal opereres. Det er jeg meget glad for. Så kan det i det mindste hele selv. Nu skal jeg bare arbejde rigtig stærkt på at komme tilbage, og det er jeg klar til.
Håber på VM
I december spiller Danmark første kamp ved VM, og med så kort tid til den vigtige slutrunde, er det endnu usikkert, om Anne Mette Hansen når at blive klar.
- Jeg håber det, og hvis der er en lille mulighed for, at jeg kan blive 100 procent klar, så vil jeg selvfølgelig gå efter den, men det er svært at sige nu.
Danmark åbner VM’s gruppe C 2. december mod Montenegro. VM spiller i år i Tyskland.