Vinder Danmark sit første guld i 18 år? Her er tre nøgler til succes mod Norge

Danmark møder Norge i EM-finalen. DR's håndboldekspert udpeger tre nøgler til dansk guld.

Danmark havde godt fat i Norge i opgøret i mellemrunden. Nu gælder det EM-finalen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Det er kun fire dage, siden Danmark slog Norge, så man skulle måske tro, at landstræner Jesper Jensen har en simpel opgave foran sig, når han forbereder sine spillere på EM-finalen i eftermiddag: "Bare gør som i onsdags."

Men det er lettere sagt end gjort, mener DR's håndboldekspert, Helle Thomsen.

Hvis Danmark skal vinde sin første guldmedalje siden OL i 2004, kræver det den anden sejr i samme uge over de forsvarende verdens- og europamestre.

Her giver Helle Thomsen sit bud på tre nøgler til dansk sejr.

1

Målmandsduellen skal vindes

De danske keepere, Sandra Toft og Althea Reinhardt, er en af nøglerne til sejr. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Danmark har Sandra Toft og Althea Reinhardt, mens Norge har Silje Solberg-Østhassel og Katrine Lunde. Det er ifølge Helle Thomsen to af verdens stærkeste målmandsduoer.

Af samme årsag kan det meget vel komme til at tippen vægten, hvem der tager flest og ikke mindst de rigtige bolde.

- Den her duel bliver selvfølgelig afgørende. Det kan godt blive den rigtige redning, der kan komme til at gøre en forskel, siger Helle Thomsen.

De danske målmænd har været dygtige til netop at diske op med en redning, når holdet har haft allermest brug for det.

- Det har været Sandra, der har spillet mest, og hun har været god til at tage boldene, når Danmark har været mest presset. Så er hun måske gået lidt ned, og så er Althea kommet ind.

- Det kan godt være, at Althea kun tager to ud af fem skud, men det er de to rigtige. Og det er de to, der måske lukker kampen, siger Helle Thomsen.

2

Danmarks bredde bliver afgørende

Danmark spiller den oftere ud til afslutning fra venstre fløj, typisk Emma Friis, end Norge gør, mener Helle Thomsen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Helle Thomsen mener, at det danske landshold har flere strenge at spille på end dagens finalemodstander.

- Vi har selvfølgelig nogle spillere, vi er afhængige af, men Norge er endnu mere afhængige af få spillere, siger hun.

Det skal gerne betyde, at ansvaret hviler på færre skuldre hos danskerne.

- Danmark tør godt lægge den ud til deres fløjspillere. De tør godt lægge den ind til stregen. Man kan se, hvor meget de andre hold åbner op for Norges venstre fløj. Og Norges bagspillere lægger den ikke bare ud til venstrefløjen, for de ved godt, at de har brændt mange gange, siger Helle Thomsen.

- Hvis vi tager alle 16 i truppen, er der flere danskere, som har spillet med selvtillid og haft succes end hos Norge. Der har Norge trukket meget på de samme.

3

Syv mod seks-spillet skal lykkes igen

Danmark lykkedes godt med spillet syv mod seks mod Norge i onsdags. Det skal gentages i finalen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Den sidste nøgle til dansk sejr er spillet syv mod seks. Her mener Helle Thomsen, at Danmark er godt kørende.

- De spillede det et par gange mod Slovenien, og der lykkedes det ikke. Men de seneste kampe har de spillet med det, og vi ved fra Golden League inden mesterskabet, at Danmark spillede det godt mod Norge. Det synes jeg også, de gjorde for fire dage siden, siger hun.

- Jeg synes, de spiller det tålmodigt. De behøver ikke finde en chance med det samme. Der synes jeg, de er blevet mere disciplinerede i deres syv mod seks-spil, end vi for eksempel så til seneste mesterskab.

Netop spillet syv mod seks lykkedes Danmark med, da holdet slog Norge med 31-29 i den sidste kamp i mellemrunden. Derfor ligger presset på de norske kvinder.

- Man kan ikke sige, at de "bare" skal spille på samme måde som for fire dage siden, men det var Danmark, der havde kontrol, så det er Norge, der skal finde en løsning. Både defensivt og offensivt.

Søndagens finale spilles klokken 20.30 og kan som altid følges i DR LYD og LIGA på P4, i livebloggen på dr.dk eller ses på TV 2.