Efter tre sæsoner i norske Larvik vender den danske landsholdskeeper Sandra Toft nu hjem til den danske håndboldliga. Sidste års danske mestre, Team Esbjerg, har netop præsenteret Toft på en to-årig aftale gældende fra sommer.
- Vi er overordentlig tilfredse med og glade for, at vi på mål får en fantastisk dygtig målmand, og at det så er den danske landsholdsmålmand gør os bare endnu mere stolte, siger sportschef Thomas Hylle til DR.
Ikke i tvivl om Esbjerg
Også Sandra Toft selv glæder sig over skiftet. Klubbens ambitioner vægtede højt i hendes beslutning, fortæller hun.
- At skifte klub handler om at få hele pakken til at hænge sammen, og da jeg hørte om Team Esbjergs interesse, var jeg egentlig ikke i tvivl. Det er en professionelt drevet klub, der har styr på det hele og har ambitioner om at vinde det danske mesterskab og deltage i Champions League, hvilket jeg prioriterer meget højt, siger Sandra Toft i en pressemeddelelse.
27-årige Sandra Toft er noteret for 82 landskampe for Danmark. Hun har vundet to norske mesterskaber med Larvik og jagter stadig endnu et i sin sidste sæson i klubben.