Efter champagnebad og guld: Ingen forstår hvor glad jeg er

Mette Gravholt har en ganske simpel plan for fejringen af DM-guldet, mens målvogter Mette Sahlholdt bare nyder den perfekte afslutning på karrieren.

Niels Agesen blev sjasket til i de våde varer efter sejren. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Det var det første mesterskab i klubbens historie, og et sæt guldmedaljer der først kom i hus efter tre nervepirrende finalekampe mod København.

Med en sejr på 27-25 kunne Nykøbing Falsters spillere og trænere lade glæden få frit løb efter slutfløjtet.

Tilbage stod træner Niels Agesen gennemvædet af øl, champagne og ikke mindst sved efter en hæsblæsende afslutning på kampen.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var helt rolig det sidste kvarter. Der kunne jeg ikke helt være inde i kroppen. Jeg synes egentlig, at vi havde fået styr på det og fået momentum, men på vores små fejl blev København ved med at få nogle dumme mål.

Efter at have fået pulsen ned kunne Niels Agesen dog alligevel glæde sig over, at det lykkedes at hente guldet til Falster.

- Lige nu er jeg så glad, at jeg ikke tror, at der er nogen, der kan forstå, hvor glad jeg er, siger han.

Partybus til Nykøbing

Samme lettelse stod stregspiller Mette Gravholt tilbage med efter en finaleserie, der bød på et smerteligt nederlag i første kamp på hjemmebane, før de fik rettet op på det i de sidste to kampe.

- Jeg er bare træt. Virkelig træt. Men også så glad og lettet. Hold kæft det har været hårdt. Også fordi det er gået over tre uger, hvor jeg har været så spændt, så nu er det en kæmpe forløsning, lød det fra den tidligere landsholdsspiller, der har en ganske simpel plan for, hvordan fejringen skal foregå.

- Nu skal vi være megastive, og så skal vi med partybus. Og af alle steder skal vi til Nykøbing, fortæller hun.

Afslutter karrieren

For målvogter Mette Iversen Sahlholdt var kampen det perfekte punktum for en lang karriere som håndboldspiller.

- Det er som at flyve på en stor sky. Det har været et kæmpe pres, at man skal præstere.

I en alder af 39 år stiller hun håndboldskoene i skabet for sidste gang, og selvom hun nyder triumfen, får den hende ikke til at fortryde beslutningen.

- Nej, det gør jeg ikke. Jeg er rigtig glad for at stå her, men jeg er også rigtig glad for, at jeg stopper i dag, siger hun.