Esbjergs håndboldmestre tromler videre med endnu en sejr

I ly af pokaldrama var Esbjerg på banen igen, og de danske mestre vandt igen stort mod EH Aalborg.

Jesper Jensen og Team Esbjerg har fået en god sæsonstart. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Team Esbjerg skulle hurtigt omstille sig fra pokalballade og protest torsdag til et ligamøde lørdag ude mod EH Aalborg.

Det gik relativt smertefrit for mesterholdet, som sikrede sæsonens femte sejr i træk ud af lige så mange kampe.

Esbjerg vandt opgøret 29-20, og dermed topper mestrene HTH Ligaen med ti point foran København Håndbold.

Pausestillingen lød blot på 9-8 til gæsterne, som dog satte turbo på i anden halvleg og fuldstændig løb fra hjemmeholdet.

Det var anden ligakamp i træk, at Esbjerg scorede 29 gange, efter at Aarhus United for en uge siden blev slået 29-22.

Indblandet i dramatik torsdag

Derefter spillede Jesper Jensens tropper pokalkvartfinale torsdag aften, og her tabte vestjyderne 25-26 mod Herning-Ikast.

Opgøret endte i et dramatisk timeout-koks, hvor Esbjerg-træneren trykkede på timeout-knappen flere gange i en hektisk slutfase.

Ifølge reglerne må trænerne blot tage en enkelt timeout inden for de sidste fem minutter af kampene. Derfor vurderede dommerne, at Herning-Ikast skulle tildeles et straffekast, hvilket blev afgørende.

Team Esbjerg nedlagde protest og uddybede fredag i en redegørelse til Dansk Håndbold Forbunds disciplinærinstans.

- Vores retfærdighedssans er krænket meget, efter vi tog to rettidige timeouter inden for de sidste 35 sekunder og ikke fik nogen af dem. Den første på grund af en fejl i softwaren i et computersystem og den anden, fordi dommerne efter vores opfattelse ikke læste reglerne rigtigt, lød det fredag fra Jesper Jensen.

Senere lørdag tager Odense Håndbold imod Herning-Ikast.

/ritzau/