København Håndbold spillede sig fredag på tredjepladsen i HTH Ligaen med den fjerde ligasejr i træk.
Københavnerne tog hjemme imod Silkeborg-Voel, og det endte med en ganske sikker hjemmesejr på 29-22.
Dermed nåede København på 16 point ligesom Herning-Ikast, men København ligger på tredjepladsen med en bedre målscore.
Silkeborg-Voel ligger nummer fem med 15 point.
København var ganske komfortabelt foran i pausen efter også at have ført 13-7 undervejs i første halvleg.
Ustyrlig Mia Rej
Silkeborg-Voel kom dog på 10-13, men i halvlegens sidste minutter scorede København tre gange i træk og gik ind til anden halvleg foran 16-10.
Profilen Mia Rej var nærmest ustyrlig i de første 30 minutter, og hun sørgede med sin niende scoring netop for pauseføringen på seks mål.
I anden halvleg scorede hun en enkelt gang, da København ganske sikkert holdt afstanden til gæsterne gennem resten af kampen.
Viborg HK tabte hjemme 23-24 mod Ajax København, der havde tabt fire kampe i streg forinden.
/ritzau/
