Nykøbing Falster står med det ene ben i DM-finalen. Tirsdag spillede klubben sin første DM-semifinale nogensinde, og her blev det til en 26-24-sejr over traditionsklubben Viborg HK, og det glæder Nykøbing-profilen Kristina Mulle Kristiansen.
Sejren betyder nemlig, at hvis Nykøbing skulle tabe returopgøret, så har man en tredje og afgørende semifinale på hjemmebane på Falster. Men målet er alligevel en sejr i Viborg søndag.
- Vi brænder meget, og de scorer lidt flere, end vi havde regnet med, men på en eller anden måde holder vi hovedet koldt, og det skal vi tage med fra den her kamp. Det luner bare så meget, at vinde den her kamp, for så kan vi i hvert fald slutte af på hjemmebane, hvis vi ikke vinder på søndag.
- Det er selvfølgelig rart at vide, man har vundet i dag, men returkampen er ikke gratis. Det er en kamp, vi skal vinde, siger Kristina Mulle Kristiansen til DR.
I den anden semifinale spiller FC Midtjylland mod København Håndbold. Her vandt hovedstadsklubben mandag det første opgør.