Nykøbing Falster forsvarer deltagelse i ’udvandet’ håndboldturnering: 'Det skaber værdi for os'

Fire klubber takkede nej til en plads i EHF Cup, før Nykøbing Falster fik en billet.

Lærke Nolsøe og holdkammeraterne fra Nykøbing Falster kan se frem til europæisk håndbold i næste sæson. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Som regel plejer der ikke at være europæisk håndbold skrevet i lommekalenderen hos de kvindelige håndboldspillere, der spiller for ligaens nummer ni.

Men et pænt ’nej tak’ til en plads i næste sæsons EHF Cup kom fra både Aarhus United, København Håndbold, Silkeborg-Voel og Randers HK betød, at sidste sæsons pokalvindere, Nykøbing-Falster Håndbold, blev tilbudt den ene af to ledige billetter til næste års EHF Cup.

Den anden billet blev ikke uddelt.

Falstringerne mente i modsætning til de øvrige klubber, at de kunne finde de omkring 400.000 kroner, som de har estimeret, det vil koste at deltage i den europæiske turnering.

Men ifølge DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen så mister turneringen sin værdi, når det mest af alt handler om at have økonomi til en deltagelse.

- Hvor ender det her henne? Kunne vi i princippet have set, at billetten var blevet tilbudt til en af de klubber, der var rykket ud af landets bedste række? Det er pinligt for sporten. Det udvander fuldstændig de sportslige værdier, siger han og fortsætter:

- Det skal sgu være en ære at spille europæisk håndbold. Hvis det nærmest ender med tilfældigheder, hvem der deltager, så er der ingen værdi i at spille turneringen.

Bedre end niendepladsen

Men den argumentation er de ikke enige i hos Nykøbing Falster Håndbold. Ifølge klubbens bestyrelsesmedlem Søren Jakobsen, så blev spillerne ’fuldstændig henrykte’, da de fik beskeden om, at den stod på europæisk håndbold i næste sæson, selvom klubben end ikke lå til at kvalificere sig til årets slutspil i kvindernes bedste række.

Samtidig vil det være meget givtigt for klubbens nytilkomne spillere efter sommerferien, mener han.

- I den kommende sæson kommer vi til at have mange unge spillere på holdet. Det kommer til at få stor betydning for dem, at de får lov at spille på udebane i Østeuropa, så de virkelig kan mærke, hvordan det er at prøve sig af på den europæiske scene.

- Selvfølgelig brugte vi lidt tid på at overveje, om vi skulle ja til billetten, men vi blev enige om, at vi nok skulle finde pengene til at deltage i EHF Cup, siger han og henviser til, at Guldborgsund Kommune blandt andet har givet tilsagn om et tilskud på 75.000 kroner til de europæiske udekampe.

Nykøbing Falsters blev nummer fem i sidste års grundspil. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Han erkender dog, at det vil forringe det sportslige udbytte af turneringen, hvis et lignende scenarie skulle udspille sig i de øvrige nationer, der har klubber med i EHF Cup.

Men på trods af det mener han alligevel, at Nykøbing Falster har en berettigelse i næste sæsons turnering.

- Vi føler, at vi var bedre end den aktuelle niendeplads, som vi lå på, da sæsonen blev stoppet, slår han fast.

Der er dog ikke et argument, som Lars Krogh Jeppesen kan se meget fornuft i.

- Hvis det ender med, at nummer otte fra Rumænien skal møde nummer ni fra Danmark, nummer 14 fra Sverige og nummer 12 fra Norge, så giver det sportsligt ingen mening. Det er simpelthen ikke værdigt for en europæisk turnering.