Pytlick forlænger med Odense Håndbold: 'Vi skal nok vinde titler'

Jan Pytlick står også i spidsen for Odenses håndboldkvinder i de næste tre sæsoner efter kontraktforlængelse.

Jan Pytlick har forlænget sin kontrakt med Odense Håndbold frem til 2022. (Foto: © Lars Moeller, Scanpix)

Odense Håndbold har forlænget aftalen med træner Jan Pytlick, så parterne har papir på hinanden frem til sommeren 2022.

Til DR Sporten siger Jan Pytlick om forlængelsen:

- Jeg synes, at det vi har gang i i Odense, er sindssygt spændende. Vi har alle sammen meget store målsætninger, og dem, der er rundt om klubben, vil det rigtigt gerne. Klubben har nogle økonomiske muskler at spille med, og vi vil gerne lægge flere lag på.

- Vi er tæt på at vinde titler. Vi skulle nok have trådt ind på scenen og vundet en pokalturnering i december, men jeg er sikker på, at med det setup, vi har, så skal vi nok vinde titler i den kommende periode, siger Jan Pytlick.

Trænerens nuværende kontrakt stod til at udløbe til sommer.

Odense Håndbold fører suverænt kvindernes håndboldliga med 19 sejre ud af 19 mulige. (Foto: © Lars Moeller, Scanpix)

Jan Pytlick kom til Odense Håndbold i sommeren i 2016, og han har tidligere været træner for Danmarks kvindelandshold i håndbold.

Det job bestred Pytlick første gang fra 1998 til 2006, og han stod igen i spidsen for de danske håndboldkvinder fra 2007 til 2015.

Odense Håndbold har haft en forrygende sæson i HTL Ligaen indtil nu og topper rækken med 38 point efter 19 sejre ud af lige så mange mulige kampe.

Dermed er Odenses håndboldkvinder også ubesejret, inden det senere onsdag gælder mødet med bundholdet Ringkøbing Håndbold.

/ritzau/