I Odense har man samlet et slagkraftigt hold i kvindernes håndboldliga. Og samlingen af landsholdspillere og ligaprofiler under ledelse af den tidligere landstræner Jan Pytlick har været suveræne i slutningen af grundspillet.
Men det er først nu, at klubben for alvor skal forsvare sin favoritværdighed. Holdet har nemlig forsøgt at bruge grundspillet til at blive sammenspillet for at kunne toppe nu i de afgørende slutspilskampe.
- I starten havde vi lidt vanskeligheder og tabte tre kampe i træk. Men derfra har vi bare lagt små lag på hele tiden frem til i dag, siger Jan Pytlick.
Stjernespækket hold skal holde sammen
Den nye håndboldstormagt i Odense har blandt andet landsholdsspillerne Mette Tranborg, Stine Jørgensen og Trine Østergaard. Og holdet består primært af landsholdsspillere.
Det stiller store krav til spillernes motivation og niveau.
- Vores udfordring er, at alle gerne vil spille, og at alle er vant til at være stjerner, der hvor de kommer fra. Man skal være der fra første minut, når man komme ind, ellers så sidder der en dygtig spiller klar på bænken, forklarer Jan Pytlick
Esbjerg er første bump på vejen
Lørdag eftermiddag tager Odense Håndbold imod Team Esbjerg i den første af potentielt tre semifinaler.
Dermed er den storsatsende fynske håndboldklub godt i gang med at tage første skridt mod det erklærede mål - at blive blandt verdens bedste håndboldhold. Men Jan Pytlick, mener dog ikke, at det er en fiasko, hvis klubben ikke henter DM-guld i år.
- Det kan man ikke tillade sig at sige. Det er de andre hold i ligaen simpelthen for stærke til.
Odense Håndbold møder Team Esbjerg i dag på hjemmebanen i Odense kl 16.10