Ungarsk håndboldgigant henter dansk landsholdsback

Anne Mette Hansen forlader til sommer København Håndbold for at fortsætte i ungarske Györ.

Anne Mette Hansen forlader til sommer København Håndbold. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den danske landsholdsspiller i håndbold Anne Mette Hansen skifter til sommer fra København Håndbold til den ungarske storklub Györ.

Det bekræfter den 22-årige back.

- Jeg glæder mig utrolig meget. Det bliver stort det her. Jeg synes næsten, det siger sig selv. Det er Györ; verdensklassespillere på alle positioner og Champions League, siger Anne Mette Hansen til TV2 Sport.

- Det hele er bare topprofessionelt, og det er næste skridt for at udvikle mig som spiller og menneske.

Det er en klub med stolte traditioner, som hun fremover skal tørne ud for.

Klubben har i fire af de fem seneste sæsoner været i Champions League-finalen. To af disse er blevet vundet.

Anne Mette Hansen har udnyttet en klausul i sin kontrakt til at forlade København Håndbold til sommer.

/ritzau/