Den danske landsholdsfløj Hans Lindberg melder sig efter en længere skadespause nu 100 procent klar. Det sker via Hamborg-spillerens Facebook- og Instragram-sider.
Lindberg kom slemt til skade i slutningen af marts måned, da han i en Bundesligakamp mod Füchse Berlin fik en dyb flænge i nyren efter et sammenstød med den tyske landsholdsmålmand Silvio Heinevetter.
Nyren var nærmest delt i to.
- Der har været gange, hvor jeg har sagt, at der var forbedring, og to timer senere lå jeg på intensiv igen. Og det blev gjort klart for mig, at hvis de fjernede nyren, så var det slut med topidræt, forklarede Hans Lindberg til DR Sporten i juni under Final4-stævnet i Berlin.
Skaden kunne have været karrieretruende, men heldigvis er den danske landsholdsfløj altså nu efter en operation og en lang pause blevet klar igen.