Spillerforening efter Pytlick-udtalelser: Rystende, uhørt og ulovligt

Håndbold Spiller Foreningen forventer en undskyldning fra Jan Pytlick og udelukker ikke et retsligt efterspil.

Jan Pytlicks udtalelser er ikke i orden mener Håndbold Spiller Foreningen. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Jan Pytlicks udtalelser til sine spillere om, at han ikke bryder sig om, at spillere bliver gravide kort tid, efter at de har skrevet kontrakt med en klub, er uhørte og ulovlige.

Det mener direktøren for Håndbold Spiller Foreningen, Michael Sahl, der er rystet over Jan Pytlicks udtalelser.

- Jan Pytlicks udtalelser tager vi fuldstændig afstand fra. Det er uhørt på den måde at lægge pres på sine ansatte i forhold til graviditet, siger Michael Sahl.

- Jeg kan jo høre, at Pytlick mener, at der skal være en debat mellem arbejdsgiver og spiller omkring det at være gravid. Men alt dét, han har sagt, er et fuldstændigt brud på ligebehandlings-loven. Man skal på ingen måde fortælle, at man har planer om at blive gravid under en ansættelse. Det er slet ikke en dør, man hverken skal eller må åbne, siger Sahl.

Hvis I mener, at udtalelserne er ulovlige, kommer der så et retsligt efterspil på det her?

- Det er et svært at give et svar på nu. Det er noget, vi vil kigge på sammen med spillertruppen og med vores advokater. Det er ikke sådan, at vi siger, vi vil køre en retssag, det ved vi ikke endnu. Nu er det væsentligt, at klubben og Pytlick får talt med spillertruppen og får givet en undskyldning, som spillertruppen har fortjent.

Forventer en undskyldning

Jan Pytlick og spillertruppen i Odense Håndbold holder møde her til formiddag om situationen, og Michael Sahl forventer, at der kommer en undskyldning fra Pytlick.

- Vi afventer stadig svaret fra Odense omkring sagen, som vi jo har klaget over. Vi ved, at de har et møde med spillerne, og vi forventer, at der kommer en undskyldning for den ageren, der har været, for det er ikke ok at sige sådan til spillerne, siger han.

- Vi har jo gået og troet, at der var en fair behandling, ligesom i alle brancher, af kvinder, der blev gravide. Derfor var det noget overraskende, at det ikke var tilfældet. Debatten er da relevant, men det er også relevant at påpege, at udtalelserne er et brud på ligestillings-loven, siger Michael Sahl.

- Man er ikke forpligtet til at fortælle om ens planer om en graviditet. Hvad er det, man fra klubbernes side vil bruge den information til? Mavefornemmelsen er jo nok, at man vil vurdere, om man overhovedet vil have den spiller, siger Sahl.

- Vi kan jo ikke have, at fordi man spiller håndbold, så kan man først få børn, når man er 38 eller 40 år. Det er uacceptabelt, at ens erhverv skal bestemme, hvornår man får børn. Det er helt galt. Det er derfor, vi har regler, som fungerer i alle andre brancher, og de blev jo nærmest indført, dengang vi kørte i hestevogn. At vi så står her i 2017, og dette er på dagsordenen, er rystende.

Michael Sahl ser ikke problemet som et generelt problem, men han foreslår, at klubberne kan indregne graviditeter i budgettet.

- Vores input til dette er, at man får en politik på dette område, hvor man siger, at man ikke vil diskriminere på nogen måde, men bare ønske tillykke, når en spiller bliver gravid. Og så kunne det være, at man fremadrettet skulle budgettere med, at der var penge at gøre godt med, hvis der var nogle, der blev gravide.