De færreste tilskuere i Gigantium havde regnet med at gå slukørede hjem, da Aalborg Håndbold her til aften kunne gå til pause i årets første DM-finale mod GOG med en føring på 16-11.
Ikke desto mindre løb fynboerne sine modstandere over ende i anden halvleg og kunne til sidst strække armene i vejret over en sejr på 31-30.
Med det resultat er GOG nu blot et uafgjort resultat på søndag, fra igen at kunne kalde sig danske mestre.
Dermed fulgte de to hold godt op på sidste års finaler, hvor Aalborg Håndbold og GOG også gav hinanden kamp til stregen om guldet.
Aalborg kom stærkest ud
Det var ellers nordjyderne, der kom bedst ud i første halvleg, hvor Simon Gade i målet pillede pynten af GOGs skytter, mens svenske Felix Claar dirigerede spillet i den anden ende.
Efter at have fulgt med til stillingen 4-4 gik GOG i stå, og da Simon Pytlick efter otte målløse GOG-minutter igen kom på tavlen, var han og holdkammeraterne bagud med tre.
Generelt så det ikke ud til at fungere for de forsvarende mestre, bedst eksemplificeret ved ligatopscorer Emil Madsen, der undervejs kastede en bold op på de bagerste rækker i forsøget på at score på frit mål.
Fynboerne fik dog gang i scoringen, men kunne ikke forhindre en aalborgensisk pauseføring på 16-11.
Hektisk afslutning
Mens Aalborg var overlegne i første halvleg, var det gæsterne der kom blæsende i de sidste 30 minutter.
Det fynske forsvar tog et skridt op i banen og tvang Aalborg til flere boldtab, der blev straffet prompte i den anden ende.
Stille og roligt indhentede GOG hjemmeholdets forspring, men vi skulle helt hen til tre minutter før tid, før Morten Olsen kunne sikre den første føring til fynboerne siden kampens indledning.
Med et minut igen kunne Henrik Møllgaard med sin femte scoring i kampen udligne for Aalborg, men i det efterfølgende angreb var det igen Morten Olsen, der tog dirigentstokken.
Den rutinerede playmaker tilkæmpede sig et straffekast som Jerry Tollbring scorede på.
På trods af tyve sekunder til at udligne, lykkedes det ikke Aalborg Håndbold at få kuglen i kassen og dermed fuldendte GOG comebacket.
Med sejren kan GOG altså nu nøjes med uafgjort på søndag, for igen at kunne kalde sig danske mestre.