Den danske delegation er begyndt at skyde med spredehagl i jagten på de øvrige VM-deltageres accept af René Toft Hansens albueskinne.
Fra dansk side kunne man nøjes med at kontakte de hold, som det er muligt at støde ind i i knock out-kampene, men man har i stedet valgt at skrive ud til samtlige deltagerlande.
- I øjeblikket er vi ved at forberede os til 1/8-finalen og evt. kvartfinalen – og i dag har vi sendt ud til samtlige lande, der med i mesterskabet og gjort dem opmærksomme på skinnen, og om de eventuelt kunne acceptere at møde os med René på banen, siger delegationsleder Jan Kampman.
I forvejen var det lykkedes at få underskrifter fra de øvrige fem hold i gruppen, mens Tyskland og Frankrig også har givet tilsagn.
I det hele taget er der langt mellem de kritiske røster blandt modspillerne, og i den danske lejr er man derfor også fortrøstningsfuld.
- Vi bliver mødt med forståelse. Spillerne snakker sammen indbyrdes med deres klubkammerater fra andre lande, og de spillere vi kender til, de mener, at René skal spille. Så skal vi bare have landsholdsledelsen i de samme lande til at have samme holdning, og vi er optimistiske, det er jeg nødt til at sige.
Landsholdslægen fremviser den famøse albueskinne, som René Toft Hansen spiller med under VM.
For Danmark er det primære mål at sikre René Toft Hansens deltagelse i så mange VM-kampe som muligt, men man har også et længere sigt, der rækker langt ud over slutrunden.
Med overvældende opbakning fra de 24 deltagernationer ved VM i Frankrig er man overbevist om, at man står stærkt i kampen med det internationale håndboldforbund, IHF, for at få ændret reglen.
- Vi har vores egen konkrete sag med Renés albueskinne nu, men vi ved også, at der efterfølgende kan blive noget med klubturneringerne rundt omkring i Europa, så vi kan lige så godt benytte lejligheden til at få alle i tale. Det giver som regel et bedre resultat, end hvis bare et enkelt land siger noget, lyder det fra Jan Kampman.
Danmark møder Bahrain onsdag aften klokken 17.45, og kampen kan ses på DR1 med optakt fra klokken 17.15.