Danmark møder verdens bedste håndboldnation: 'Frankrig har vanvittigt meget talent'

Det er et fransk hold fyldt med store talenter, som Danmark møder i VM-semifinalen.

Danmark spillede mod Frankrig til EM i 2018. Her vandt Frankrig med 29-23. (Foto: © MARKO DJURICA)

I 2017 løftede franske verdensstjerner som Thierry Omeyer og Daniel Narcisse VM-trofæet.

Men selvom de nu er skiftet ud med yngre spillere, så er det stadig et meget, stærkt fransk hold, som venter Danmark i VM-semifinalen i morgen.

Og den store talentmasse på det franske hold er bestemt heller ikke gået de danske spilleres næser forbi.

Det fortæller den danske playmaker Rasmus Lauge.

- Det er et af de yngste landshold, de har stillet op med i lang tid, men kvaliteten er ikke faldet. Det er et meget, meget godt hold, vi skal møde. De har nærmest et ubeskriveligt potentiale og vanvittigt meget talent, siger han til DR Sporten.

Det er unge spillere, som Ludovic Fabregas på 22 år, Dika Mem på 21 år og Melvyn Richardson på 21 år, der skal kæmpe mod Danmark, men også mere kendte og rutinerede navne, som brødrene Luca og Nikola Karabatic, er stadigvæk at finde i den franske trup.

En af dem, der kender franskmændene godt, er Mikkel Hansen. Til dagligt spiller han for Paris Saint-Germain, og derfor møder han ofte de franske spillere.

- De har utrolig mange dygtige spillere. De kan spille utrolig bredt, og det har de også vist ved VM. De har skiftet meget og brugt bænken, siger Mikkel Hansen.

Roland Mikler vil lukke ned for Mikkel Hansen. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)

Frankrig har vundet VM de sidste fire gange, og landstræner Nikolaj Jacobsen lægger ikke skjul på, at det er en hård kamp, Danmark går i møde, når de skal kæmpe om pladsen i finalen.

- Heldigvis er det ikke altid det bedste hold, der vinder. Men der er ingen tvivl om, at den bredde, de har, gør Frankrig til den bedste håndboldnation, fortæller den danske landstræner.

Semifinalekampen tyder på papiret på at blive ekstrem tæt, når de to verdensklassehold tørner sammen i semfinalen. Og den danske respekt for Frankrig er gengældt, fortæller Nikola Karabatic, der ser meget frem til opgøret.

- Jeg foretrækker at spille mod Danmark i Tyskland frem for på deres hjemmebane i Herning. Vi så, at danskerne var meget stærke og selvsikre, men vi har nøglen til at få dem til at tvivle og dermed slå dem, fortæller han til den franske avis L’equipe

Franske Nikola Karabatic fejrer en scoring i kampen mod Island (Foto: © ANNEGRET HILSE, Scanpix)

Semifinalen mellem Danmark og Frankrig vises på TV 2 klokken 17.30. Du kan også lytte med i LIGA på P3.