Derfor tør VM-modstandere ikke mandsopdække Mikkel Hansen

For få år siden blev de største håndboldstjerner ofte mandsopdækket, når de sprudlede for meget.

Mikkel Hansen er VM-topscorer med 65 mål. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Skal Mikkel Hansen have en norsk overfrakke på i VM-finalen?

Det er et af de taktiske spørgsmål, som Norge skal tage stilling til inden søndagens finale i Boxen i Herning.

Da Danmark slog Norge i den sidste kamp i gruppespillet, scorede Mikkel Hansen 14 mål. Og i fredagens semifinalesejr over Frankrig nettede PSG-stjernen 12 gange.

Men en god gammeldags mandsopdækning findes stort set ikke længere i moderne håndbold.

Kun i små glimt har man set det under VM-slutrunden i Danmark og Tyskland, og der er flere årsager til, at taktikken er skrottet.

Tror ikke på konceptet

Nikolaj Jacobsen, dansk landstræner og klubtræner for Rhein-Neckar Löwen, forklarer, hvorfor modstanderne sjældent har succes med at dække en spiller tæt op.

- Den går ikke længere. Jeg har selv prøvet det flere gange med Rhein-Neckar Löwen, hvor folk prøver at mandsopdække Andy Schmid.

- Og det er ikke lykkedes for nogen endnu, fordi vi har spillere som Mads Mensah og Alexander Petersson til at straffe det.

- Folk er blevet så gode og hurtige på fødderne, at de rum, der bliver efterladt i fem mod fem, er svære at dække. Jeg tror ikke på mandsopdækning.

- Vi har spillerne til at løse det, hvis den ene eller anden bliver mandsopdækket, forklarer landstræneren.

Nikolaj Jacobsen tror ikke, at mandsopdækning fungerer længere. (Foto: © Fabian Bimmer, Scanpix)

Han ser også en udvikling i andre dele af spillet, der gør mandsopdækning til et ofte ubrugeligt og harmløst våben.

- Stregspillerne er efterhånden blevet så store og stærke, og det gør det vanskeligere at gå op at mandsopdække. Stregspillerne er også bedre til at holde screeningerne, og spillerne er blevet dygtigere mand mod mand.

- Derfor er det i dag meget sværere at lave de rene mandsopdækninger, siger Jacobsen.

Syv mod seks har ændret tingene

Mikkel Hansen, der før i tiden ofte blev taget ud af spillet af en modspiller, er glad for håndboldens udvikling på det område.

- Jeg vil ikke sige, at det skabte irritation. Men som spiller vil man altid gerne være en del af det hele. Og når man bliver taget ud af spillet, så er der jo andre, der må steppe op.

- Som person har jeg altid gerne villet være en del af det. Men lige meget hvem du spørger, så er det ikke en fed ting at blive mandsopdækket, siger Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen nyder, at han ikke længere bliver taget ud af spillet med en mandsopdækning. (Foto: © ANNEGRET HILSE, Scanpix)

Bagspilleren mener også, at muligheden for at skifte en målmand ud med en ekstra markspiller og spille i overtal i angrebet har betydning.

- Jeg synes, vi har mange dygtige spillere. Syv mod seks har også ændret det, så det er blevet sværere at mandsopdække.

- De forskellige spillere er blevet bedre til at spille fem mod fem. Det gør det sværere at vælge at tage en spiller ud af spillet, siger Mikkel Hansen.

Søndagens finale mellem Norge og Danmark spilles klokken 17.30. Kampen kan ses på DR1.

/ritzau/