Forsvarskrumtap: ’Vi har pisset ved siden af før – nu vil jeg være verdensmester’

Henrik Møllgaard var med i 2013, da Danmark tabte stort til Spanien i VM-finalen. I morgen vil han have revanche.

Henrik Møllgaard i semifinalen mod Frankrig i går. (Foto: © JOHN MacDougall, Scanpix)

Henrik Møllgaard og det danske håndboldlandshold står et sted, de har stået før. På tærsklen til noget rigtigt stort.

Danmark kan i morgen blive verdensmester med en sejr over Norge i Boxen i Herning. En udsigt, der i sig selv burde være nok til at motivere de fleste.

Men for flere af de danske spillere har kampen et ekstra lag: Den er en mulighed for at vaske den sorte plet væk, som Spanien gav danskerne i 2013, da håndboldherrerne blev ydmyget i VM-finalen.

- Der er ikke mange chancer for at få lov at vinde så stor en titel. Nu har vi pisset godt og grundigt ved siden af én gang i 2013, så nu kunne jeg godt tænke mig at blive verdensmester, siger Henrik Møllgaard.

Den 34-årige forsvarskrumtap var med i nederlaget på 19-35 til Spanien. Det største finalenederlag i verdensmesterskabernes historie.

Den bedste slutrunde

Danmark går ind til finalen mod Norge med lutter sejre. I ni kampe har danskerne ikke bare sejret, men samtidig imponeret med berusende håndbold.

Nu drømmer Møllgaard om at vinde guld og sætte det, han selv kalder ’et perfekt punktum’:

- Vi drømmer alle sammen om at spille finalerne. Mit liv går ikke i stykker, hvis vi ikke vinder, men for mange af os får vi ikke større chance for at vinde. Det er suverænt den bedste slutrunde, vi har leveret, i den tid jeg har været på landsholdet, og derfor vil jeg også sætte pris på, hvis vi tog guldet.

Mentalt må danskerne forventes at have en fordel i finalen. I den sidste kamp i gruppespillet satte den danske offensiv anført af Mikkel Hansen, der scorede svimlende 14 mål, Norge på plads.

Nordmændene blev besejret med 30-26, og derfor forventer Møllgaard, at det er et revanchelystent norsk hold, der i morgen går på banen i Boxen i Herning.

- De var meget skuffede over sig selv – hvilket jeg også godt kan forstå, for vi var meget overlegne. Men det passer dem godt at komme fra baghjul nu. Men vi skal selv ind og levere i Boxen endnu engang og spille en kamp, der ligner det opgør, hvor vi slog Norge.

VM-finalen kan ses på DR1, der sender optakt fra kl. 16.00. Halvanden time senere begynder selve finalen, som også kan følges i LIGA på P3 eller på dr.dk/sporten.