Fransk stjernespiller er VM-klar: Afløser skadet anfører

Det franske landshold får tilgang af stjernespilleren Nikola Karabatic ved VM i håndbold.

Nikola Karabatic stempler ind i den franske VM-trup. (Foto: © MARKO DJURICA, Scanpix)

Håndbold-VM får nu tilgang af en vaskeægte verdensstjerne - og bliver en anden fattigere.

Frankrigs Håndboldforbund (FFH) meddeler således på sin hjemmeside, at Nikola Karabatic er blevet skrevet ind i den franske VM-trup.

Til gengæld er det en alvorlig streg i regningen for landstræner Didier Dinart, at Karabatic kommer ind på bekostning af den stærke stregspiller og landsholdsanfører Cedric Sorhaindo.

Sorhaindo kom til skade med den ene læg i Frankrigs møde med Tyskland tirsdag aften. Undersøgelser har vist, at han må holde mindst tre ugers pause, og dermed er turneringen slut for den 34-årige Barcelona-spiller.

Mikkel Hansen sammen med sin klubkammerat fra Paris-Saint Germain, Nikola Karabatic. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)

Karabatic, som tre gange er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller, har set den første del af VM fra sidelinjen, mens han har kæmpet sig tilbage efter en operation i den ene tå.

- Han er klar til at spille, og alle kender Nikolas' kvaliteter og evne til at hjælpe holdet, siger Didier Dinart.

Frankrig spillede tirsdag uafgjort 25-25 med Tyskland i en dramatisk kamp i Berlin, hvor franskmændene udlignede i sidste sekund.

Målet betød, at Frankrig fastholdt førstepladsen i gruppe A med syv point for fire kampe. Tyskland har et point færre.

Karabatic kan komme i aktion første gang torsdag, hvor franskmændene møder Rusland i sidste gruppekamp.

/ritzau/