Genoplev Danmarks vej til VM-finalen: Knusende sejre og Mikkels mirakler

Danmark har snuppet ni sejre i ni kampe ved VM. Her kan du genopleve Danmarks vej til finalen.

Mikkel Hansen har været en nøglespiller for Danmark under slutrunden. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Danmark har været uovervindelige ved årets VM-slutrunde, og ingen hold har endnu formået at slå de danske værter.

Ni sejre ud af ni mulige er det hidtil blevet til, og derfor er danskerne klar til VM-finalen senere i eftermiddag.

Herunder kan du genopleve Danmarks vej til finalen kamp for kamp.

1

Chile blev knust i åbningskampen

Danmark fik en fabelagtig åbning på VM-turneringen, da Chile blev slået med 39-16 i den første kamp foran et feststemt publikum i København.

Dermed blev det perfekte afsæt taget til en fabelagtig slutrunde.

2

Tryllerier mod Tunesien

Næste modstander var Tunesien, og nordafrikanerne kom ikke meget tættere på, end Chile havde været i den første kamp.

Opgøret endte med en dansk sejr 36-22 til Danmark og vil især blive husket for en storspillende Niklas Landin i første halvleg.

3

Ny dansk kongekamp mod Saudi-Arabien

Det danske storspil fortsatte i den tredje kamp i den indledende gruppe, selvom opgøret mod Saudi-Arabien blev indledt en smule svingende.

Til gengæld blev der plads til at udnytte truppens bredde, og til sidst endte det hele med en sikker sejr på 34-22.

4

Videre avanceret sikres mod Østrig

Det lignede et lidt større bjerg at bestige end i de første tre opgør, da Østrig var modstanderen i det fjerde opgør ved slutrunden.

Endnu en gang blev en jævn start dog vekslet til en komfortabel sejr, og med cifrene 28-17 sikrede danskerne sig en plads videre til mellemrunden.

5

Sejr i gruppefinalen mod Norge

I den sidste kamp i det indledende gruppespil blev de senere VM-finalister fra Norge slået med 30-26. Sejren huskes i særlig grad for en eminent præstation af Mikkel Hansen, der lavede 14 mål, mens det danske forsvar pillede pynten helt af den norske stjernespiller, Sander Sagosen.

Med sejren sikrede Danmark samtidig, at de fik maksimum point med videre til mellemrunden.

6

Greens geniale aften mod Ungarn

I den første kamp ved mellemrunden stod Niklas Landin en sjældent svag kamp. Heldigvis kunne Jannik Green knække den ungarske offensiv, da han trådte ind i målet.

Derfor endte det med en dansk sejr på 25-22.

7

Skidt kamp gav alligevel to point mod Egypten

Til gengæld visnede spillet en smule i det næste opgør mod Egypten, hvor danskerne med hiv og sving fik hentet en sejr på 26-20.

Med sejren fik danskerne den syvende gevinst ud af syv mulige, og et uafgjort resultat i den sidste mellemrundekamp mod Sverige ville derfor reelt være nok til en dansk semifinaleplads.

8

Brødre knækkede Sverige

Magnus og Niklas Landin stjal overskrifterne, da Danmark endegyldigt spillede sig videre til semifinalen med en sejr på 30-26.

Sejren betød samtidig, at Norge gik videre til semifinalen på bekostning af Sverige.

9

Magiske Mikkels franske fest

I semifinalen ventede nu de franske verdensmestre, men nok en gang tog Mikkel Hansen håndbolden i egen hånd og dirigerede de danske tropper mod finalen.

12 gange satte mesterlige Mikkel Hansen bolden i mål, mens han også lagde op til seks af de danske mål. Dermed var han en nøglefigur i den danske opvisning, der endte med de imponerende cifre 38-30.

I aften kan du se, om Danmark også vinder kamp nummer ti ved VM.

Allerede fra klokken 14 kan du se bronzekampen mellem Tyskland og Frankrig på DR1, mens du klokken 16 kan se Danmarks VM-finale mod Norge.