Kirkeløkke: Fedt at spille med dem fra fjernsynet

Den 22-årige fynbo glæder sig til at spille sammen med de helt store kanoner på det danske landshold.

Niclas Kirkeløkke er ny mand i den danske VM-trup. Det er han pænt begejstret over. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Det er jo folk, jeg har set op til og set i fjernsynet, så det er bare en mega stor oplevelse.

Niclas Kirkeløkke har svært ved at styre sin begejstring over, at han er blevet indlemmet i den danske VM-trup.

GOG-spilleren viste sig fint frem ved Bygma Cup før VM, hvilket kastede en reservetjans af sig, der nu er blevet vekslet til en plads i VM-truppen efter Mads Mensahs skade.

- Jeg var rigtig ked af det på Mads’ vegne, men var glad for at få chancen og håber på noget spilletid. Hvis alt går som det skal mod Bahrain, så håber jeg da, der kan falde lidt af der, siger Niclas Kirkeløkke, der i det hele taget bare er glad for at være med ved VM i Frankrig.

- Det er helt vildt. Man får en masse fede oplevelser, som man ikke har prøvet før. Det er for fedt, siger fynboen.

Respekt for modstanderen

Den 22-årige højreback er ikke bare kommet tættere på spilletid på det danske VM-hold, men har også taget den retorik til sig, som hører sig til, når man i næste kamp står overfor en modstander, der bare skal besejres.

- Alle hold kan spille håndbold nu, så det bliver ikke let, hvis vi ikke sætter os på dem fra start, siger Kirkeløkke om Bahrain, som Danmark møder onsdag aften.

Niclas Kirkeløkke har erstattet Mads Mensah i VM-truppen, men pladsen er formentlig kun til låns.

Mensah regner således ikke med, at han er helt færdig med VM endnu.

- Jeg har en forstrækning i maven. Jeg tror ikke, at den er så stor, men det er jo svært at vide, så man kan ikke helt være sikker på, hvor længe jeg er ude. Men min og lægestabens fornemmelse er, at det ikke er så lang tid, at VM er forbi, siger Mads Mensah.