Der har været mange stærke præstationer for Danmark hidtil under VM, men den danske anfører Niklas Landin har alligevel gjort sig særligt bemærket.
Efter fire kampe står den danske målmand med en samlet redningsprocent på 51, 43 redninger på 85 forsøg, hvilket putter danskeren helt i top over slutrundens målmænd.
I tirsdagens kamp mod Østrig stod den danske målmand med en redningsprocent på 50, og desuden var han flere gange med til at piske stemningen op i Boxen i Herning.
Torsdag venter der så en gruppefinale mod Norge, og den danske anførers gode form er bestemt ikke noget, han tager for givet.
- Man skal passe på med ikke at blive alt for selvtilfreds, selv om man har stået godt de første par kampe, siger Niklas Landin.
- Jeg er inde i en god periode, som jeg vil gøre alt for at holde fast i. Jeg tænker ikke over, om jeg er på et højere niveau, end jeg har været på tidligere. Lige nu tænker bare på kampen mod Norge, siger den danske anfører.
Kan bare komme an
Mod Norge forventer Niklas Landin, at Danmark kommer under større pres end hidtil i turneringen. Heldigvis for Danmark fungerer samarbejdet mellem målmanden og forsvaret lige nu så godt, at det er en selvtillidsfyldt anfører, der fører sit hold ind i Boxen klokken 20.15.
- Lige nu har jeg en god følelse og et godt samarbejde med forsvaret, hvor vi har fået en god ting op at stå. Det føles godt, når man står derinde og tænker, at de bare kan komme an. Det skal vi bare fortsætte med, lyder det fra den danske anfører.
Kampen mellem Danmark og Norge spilles klokken 20.15. Du kan følge med på DR1 fra klokken 19.45.
