Danmark er et skridt nærmere en plads i semifinalen ved VM efter holdets syvende sejr i træk.
Aftenens sejr var over et velspillende hold fra Egypten, der specielt i første halvleg skabte problemer for Danmark.
Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen var da heller ikke helt tilfreds efter kampen.
- Jeg synes ikke, vi er 100 procent klar, men der var også nogle mentale udfordringer, siger landstræneren.
- Vi var ikke ret gode til at løse vores opgave mod deres fem-et-forsvar. Egypten formår at lukke godt ned for os, og vi formår omvendt ikke at få tempo ind i spillet. Angrebsmæssigt haltede vi i lange perioder.
Solidt dansk forsvar
Anderledes så det ud i forsvaret, hvor Henrik Møllgaard på trods af en flænge i kinden under kampen, havde godt styr på egypterne.
- Forsvaret står godt og dækker fremragende op. Det er samtidig en kamp, hvor vi ikke har så mange redninger, men alligevel vinder vi med seks mål. Det er der ikke mange hold, der har gjort i turneringen, fortæller Nikolaj Jacobsen.
Sverige venter i sidste mellemrundekamp
I næste og sidste mellemrundekamp venter Sverige. En kamp, som Danmark kan tåle at tabe med fire mål og stadig gå videre til semifinalen.
- Vi skal have gang i os selv og gang i hallen, så svenskerne kommer under pres. At vi kan tillade os at tabe med fire mål er ikke noget, vi sætter fokus på. Selvfølgeskal skal vi vide, hvordan det ser ud. Men fokus er at vinde kampen, siger landstræneren.
Kampen mod Sverige sendes onsdag klokken 20.30 på TV2, du kan også lytte til kampen i LIGA på P3
