Lars Krogh om VM-truppen: De kan gå hele vejen

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen mener, at Danmark kommer med den stærkest mulige trup.

Arkivfoto. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Landstræner Gudmundur Gudmundsson har truffet de helt rigtige valg, da han skulle udtage truppen til VM i herrehåndbold.

Så klar er konklusionen fra DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.

- Det er en trup, der godt kan gå hele vejen. De har både materialet og spillet til det, så jeg ser meget positivt på VM-truppen, siger han.

- Det er en af de stærkeste trupper til VM. Mange af de her spillere har spillet rigtig meget sammen, de kender hinanden godt, og de kender deres roller på holdet. Stammen er på plads, og det er ganske enkelt et klassemandskab, vi har, lyder vurderingen.

Plads til en slutrundedebutant

I VM-truppen blev der plads til Lasse Andersson fra FC Barcelona, der dermed står foran sin slutrundedebut.

Andersson er især blevet valgt ud fra sine defensive kvaliteter, vurderer Lars Krogh Jeppesen.

- Han kan hjælpe på begge backpositioner, og han har fysikken med sig. Der bliver brug for garderinger i forsvaret, og jeg er sikker på, at landstræneren ikke vil den mindste smule nervøs for at sende ham i kamp.

- Lasse Andersson har et gudsbenådet skud, og han finter godt, så jeg tror også, at han kan spille højreback, når Danmark er i angreb, siger Lars Krogh Jeppesen.

Jannick Green bliver bedre

På målmandspositionen var der også spænding til det sidste. Både Jannick Green og Kevin Møller sloges om pladsen som andenmålmand efter Niklas Landin.

I sidste ende faldt valget på Jannick Green fra tyske Magdeburg.

- Der var ingen af dem, der imponerede specielt meget i de seneste træningskampe, men jeg er sikker på, at Jannik Green kommer til at hæve niveauet, nu hvor der er faldet ro på udtagelsen.

- Hvis jeg var landstræner, så havde jeg udtaget den samme trup, slår Lars Krogh Jeppesen fast.

Danmark indleder VM-slutrunden i Frankrig mod Argentina på fredag.

Du kan se kampen direkte på DR1 klokken 20.30 på fredag.