Efter syv VM-kampe i Boxen i Herning og en enkelt i Royal Arena i København er Danmark ubesejret ved VM og har dermed sikret sig en plads i semifinalen.
En semifinale, der skal spilles i Hamborg i Tyskland.
Det betyder, at Danmarks hjemmebanefordel er et overstået kapitel – medmindre de spiller sig i finalen, som spilles i Boxen i Herning.
Men med Tyskland som naboer mod syd og danske landsholdsspillere i Bundesligaen, håber blandt andre Rasmus Lauge på tysk opbakning i semifinalen.
- Det vil selvfølgelig hjælpe utrolig meget, hvis tyskerne vælger at holde med os, så vi får arenaen med på vores side.
Rasmus Lauge er en de danske landsholdspillere, der har sin daglige gang i den tyske Bundesliga. Sammen med Lasse Svan, Simon Hald og Anders Zachariassen spiller Rasmus Lauge i Flensburg-Handewitt, der lige nu fører Bundesligaen.
- Det bliver selvfølgelig anderledes at spille i Tyskland. Nu må vi se, om de tyske fans møder op til vores kamp, og om de vælger et hold at heppe mere på end det andet. Hvis de tyske fans er relativt neutrale, så bliver det en 50/50-kamp, mener Rasmus Lauge.
Den danske anfører og verdensklasse målmand, Niklas Landin, tvivler dog på opbakning fra tyskerne
- Det er tvivlsomt, at de holder med os, men jeg håber det. Jeg håber, der er mange nordtyskere i Hamborg, der har noget dansk i sig, og at de måske vil holde med os, fortæller Niklas Landin.
Med semifinalen foran sig kan også lands- og bundesligatræner Nikolaj Jacobsen se tilbage på de otte sejre hjemme i Danmark og se frem mod en svær kamp på udebane i Tyskland.
- Det bliver fedt at spille i Tyskland. Jeg kender arenaen i Hamborg godt, så det bliver fint at komme derned og prøve at drille verdens bedste landshold (Frankrig, red.). Så skal vi se, om vi ikke kan komme i finalen på dansk grund.
Om Danmark får opbakning i arenaen, finder vi ud af, når håndboldherrerne fredag klokken 17.30 møder Frankrig i semifinalen ved VM. Kampen kan ses på TV 2 eller høres i LIGA på P3.
