Der er forventninger til ham denne gang. Forventninger til at han kan gøre det lige så godt som under OL, hvor han sprudlede i det danske angreb.
Forventningerne knytter sig til Morten Olsen. Den danske playmaker med det højt anlagte spil.
- Nu har man mere ansvar fra start af. Før skulle jeg se, hvor godt jeg kunne gøre det, når jeg kom ind på begrænset tid, siger Morten Olsen.
32-årige Olsen blev i mange år forbigået, andre gange frasorteret, når slutrunderne nærmede sig, og landsholdet skulle udtages.
Fra joker til es
Men ved OL i sommer kom han med. Med som en joker.
Han skulle dog vise sig at blive så meget mere end det. Med fantastisk overblik i angrebet, gode afleveringer og energiske gennembrud endte Morten Olsen med at være en af drivkræfterne bag håndboldherrernes OL guld i Rio.
Og siden da har han etableret sig som en central del af Gudmundur Gudmundssons angreb. Han er nu én af de spillere, man regner med.
Han er blevet et es, Danmark skal trække på, hvis VM i Frankrig skal ende med dansk succes.
- Til træning er det også nemmere (at være blevet en fast del af holdet, red.). Tingene sidder jo egentlig bare, vi skal jo egentlig ikke lave så meget.
- Vi kender alle sammen spilsystemerne, og vi skal bare køre dem lidt igennem og småjustere. Så det er nemmere end i sommer, der var en masse ting, man skulle have ind i hovedet, siger Morten Olsen.
Har haft tid til at træne
Til daglig spiller han i den lidt mindre tyske Bundesliga-klub Hannover-Burgdorf. Og modsat mange af sine landsholdskolleger har han derfor ikke været så travlt optaget de sidste par måneder, og derfor kommer han i særligt god form til VM, der begynder i næste uge:
- Jeg har trænet godt op til VM. Jeg har kunnet planlægge det godt i og med, jeg ikke har haft Champions League-kampe som mange af de andre. Så jeg har haft en to-tre måneder, hvor jeg har trænet til at kunne toppe nu.
Danmark og Morten Olsen spiller sin første kamp ved VM mod Argentina den 13. januar kl. 20.45. Kampen kan ses på DR1.