Mikkel Hansen lavede 12 mål i semifinalen mod Frankrig og lagde op til yderligere seks, da Danmark i sikker stil spillede sig frem til VM-finalen.
Men på trods af den imponerende statistik er den norske landstræner, Christian Berge, ikke sikker på, at den danske superstjerne nødvendigvis bliver udslagsgivende i VM-finalen.
- Danmark er meget mere end Mikkel Hansen. I vores første møde ved turneringen spillede Rasmus Lauge fantastisk. Derfor vil jeg sige, at vi får problemer, hvis vi udelukkende retter vores fokus på én spiller, siger han med henvisning til mellemrundekampen, hvor Danmark vandt med 30-26.
- I det første opgør mod Danmark havde vi store problemer både offensivt og defensivt, men jeg synes, at vi har løftet vores niveau siden da. Omvendt er Danmark også blevet bedre, så der venter en stor udfordring i finalen. Men sådan en håndboldkamp lever sit eget liv, og derfor vil jeg sige, at meget kan ske, fortsætter den norske landstræner.
Skal rammes på fysikken
Også de norske spillere har respekt for Mikkel Hansen, der inden finalen har lavet 65 mål for Danmark. I mellemrundekampen mod Norge lavede han 14 mål.
Derfor ved den norske målmand Torbjørn Bergerud også godt, at der skal noget ekstraordinært til at stoppe den danske venstreback.
- Mikkel Hansen er en fantastisk god spiller, som er svær at lukke ned for. Rammer han først dagen, så kan han næsten ikke stoppes. Derfor skal vi have ram på ham, give ham en fysisk hård kamp, og så skal jeg selvfølgelig have nogle redninger, siger han.
Og netop Mikkel Hansens høje topniveau kan virke skræmmende. I den norske lejr krydser de derfor fingre for, at det meste af Hansens krudt er blevet skudt af i turneringens første ni kampe.
- Det ville være perfekt, hvis han har opbrugt alle sine gode skud, siger den norske bagspiller Espen Lie.
Du kan se bronzekampen mellem Tyskland og Frankrig direkte på DR1 fra klokken 14, inden du fra klokken 16 kan se Danmarks VM-finale mod Norge.
