Olsen gav Markussen en VM-krammer: 'Rart at se ham gøre en forskel'

Hverken Morten Olsen eller Nikolaj Markussen har fået mange minutter under VM, men mod Sverige kom de begge i spil.

Nikolaj Markussen og Morten Olsen kom væk fra bænken, da Danmark slog Sverige 30-26. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det har været begrænset med spilletid for de to danske landsholdsspillere Morten Olsen og Nikolaj Narkussen ved VM, men i skæbnekampen mod Sverige kom de begge på banen og på måltavlen.

Duoen fik vist, at landstræner Nikolaj Jacobsen kan regne med dem, og det var en forløsning, fortæller Morten Olsen, der i pausen gav Nikolaj Markussen en stor krammer, efter han havde været på banen.

- Det var rart at se en, der ligesom mig ikke har spillet så meget, komme ind og gøre en forskel og få nogle minutter i en kamp, der betyder meget. Det er vigtigt for ham at komme ind og spille, som det også er vigtigt for mig at spille, siger Morten Olsen.

Det har ikke været Morten Olsens VM indtil videre. Landstræneren har kigget mod Rasmus Lauge og Mads Mensah på playmaker-pladsen, men da Olsen blev skiftet ind i anden halvleg, lød der er brøl fra tilskuerne. Desværre havde hovedpersonen selv tankerne andre steder.

- Jeg nåede ikke rigtigt at høre det, for jeg havde travlt med at komme ind, og jeg skulle også have noget harpiks på, men det er da rart med sådan en modtagelse.

- Det er sjovere at være en del af tingene end at sidde og heppe på de andre. Det er jeg glad for, og så må vi se, om der sniger sig nogle flere minutter ind, siger han.

'Vi kan sagtens kæmpe med om guld'

Danmark vandt 30-26 over Sverige, og Morten Olsen stod for et enkelt mål.

Markussen fik gang i målarmen og scoret to kasser mod Sverige, og på trods af at Danmark nu skal til Hamborg i semifinalen for at møde det stærke franske hold, så ser den høje BSV-spiller ingen grund til, at Danmark ikke kan gå hele vejen.

- Sådan som vi spiller nu, så tænker jeg da sagtens, vi kan kæmpe med om guldet, siger Nikolaj Markussen.

Kampen mod Frankrig spilles fredag klokken 17.30, og den kan ses på TV2, høres i Liga på P3 eller følges på dr.dk/vm.

Efter Danmarks kamp spilles den anden semifinale, som står mellem Tyskland og Norge. Den kamp kan ses direkte på DR1 med optakt fra klokken 20.00. Er du ikke ved et tv, kan den ligeledes høres i radioen og følges på dr.dk/vm

Både bronzekampen og finalen bliver søndag sendt direkte på DR1 fra Boxen i Herning. Bronzekampen starter klokken 14.30, mens finalen fløjtes i gang klokken 17.30.