Rasmus Lauge om finale i Boxen: 'Jeg tror, det bliver en vanvittig oplevelse'

De danske spillere håber, at kunne løfte niveauet med ti procent i finale mod Norge.

Boxen i Herning har været fyldt med stemningsfyldte danskere, og det håber håndboldherrerne, at den også vil være til finalen på søndag. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Ude var godt. Men hjemme er jo bedst. Og det storspillende danske herrehåndboldlandshold, der i aftes nedsablede de franske verdensmestre i VM-semifinalen, glæder sig til et fyldt og tændt Boxen.

Mikkel Hansen og co. vender således efter en smuttur til Hamborg, hvor Frankrig blev slået 38-30, hjem til Herning og de trygge rammer, når finaleslaget skal slås søndag. Og de store stjerner – heriblandt Rasmus Lauge – glæder sig til VM-finalen:

- Jeg tror, det bliver en vanvittig oplevelse, og jeg glæder mig til at komme på dansk jord igen.

- Jeg forventer, at vi kommer med endnu mere, end hvad vi har vist indtil nu. Og jeg er sikker på, at vores kære publikum kommer op på samme niveau, siger den danske playmaker.

Rasmus Lauge bakkes op af målvogter Jannick Green, der indtil nu har været yderst imponeret af opbakningen fra det danske hjemmepublikum.

- Jeg håber, at vi kommer op på det niveau, vi har set mod Norge og Sverige. Måske endda lige ti procent mere. Det kunne være vildt, siger Jannick Green.

Modstanderen er ligegyldig

Sent fredag aften stod det så klart, at finalemodstanderen bliver Norge. Nordmændene viste mod de tyske værter i Hamborg, at trykket fra hjemmefans ikke påvirkede dem synderligt. Norge vandt fredagens anden semifinale 31-25.

At finalemodstanderen søndag hedder Norge og ikke Tyskland, er dog uden betydning, vurderer bagspilleren Nikolaj Øris.

- Inden semifinalen var vi ligeglade med, hvem vil skulle møde, og det er vi stadig. Når vi først er tilbage i Boxen, er det lige meget, hvem de bringer, siger Nikolaj Øris.

Bronzekampen og finalen kan ses direkte på DR1 søndag. Bronzekampen starter klokken 14.30, mens finalen fløjtes i gang klokken 17.30.