De danske muligheder for avancement fra VM-1/8-finalerne er steget betragteligt, da René Toft Hansen har fået grønt lys til at stille op med sin efterhånden famøse albuebeskytter.
Beskytteren indeholder et par metalskinner, hvilket ikke er tilladt ifølge det internationale håndboldforbunds (IHF) regler, men de regler er blevet bøjet under VM, hvorfor René Toft Hansen kan spille med den, hvis Danmarks modstandere giver ham lov.
Det har Ungarn, der venter i søndagens 1/8-finale, nu gjort.
Det bekræfter pressechef for det ungarske håndboldforbund, Gábor Liszkay, overfor DR Sporten.
Pressechefen udtrykker samtidigt kritik af IHF's beslutning om at lade det være op til Danmarks modstandere at bestemme om René Toft Hansen kan spille eller ej.
Den ungarske holdlæge har haft albuebeskytteren til syn og sendt en skriftlig tilladelse til, at René Toft Hansen kan bære den i kampen mod ungarerne.