Danmark var på papiret klare favoritter mod Sverige i EM-semifinalen for et år siden. Men efter to gange 30 minutter samt to gange fem minutters forlænget spilletid, så stod der 35-34 til Sverige på måltavlen.
Hvis man spørger to af Danmarks største profiler, så var en af hovedårsagerne til nederlaget sidste år, at den danske forberedelse ikke var god nok.
- Det overraskede os måske en smule sidste år, hvor vi forberedte os på en del spillere, som ikke rigtig dukkede op inde på banen, forklarer Rasmus Lauge.
- Forhåbentlig er det den her gang spillere, som vi har forberedt os godt og grundigt på. Jeg håber, at det vil gøre det en lille smule lettere, siger Mikkel Hansen.
Selvom svenskerne ligesom sidste år også er ramt af forskellige skader, så mener Mikkel Hansen, at forberedelsen til kampen mod Sverige har været nemmere denne gang, da det ikke er afgørende positioner, som er skadet.
- Det er en lille smule anderledes denne gang, da vores forberedelse forhåbentlig er bedre. De har ikke fået en masse forskellige skader på nøglepositioner, som gør, at de lige pludselig spiller med to-tre stykker, som vi ikke har forberedt os virkelig meget på, som det var sidste år, siger Mikkel Hansen.
Rasmus Lauge er dog stadig bekymret for, at modstanderne kan komme med noget, som Danmark ikke forventer, og han ser nogle sammenligninger med situationen for et år siden.
- Vi forsøger så vidt muligt at forberede os på dem som hold, og hvordan de spiller forsvars- og angrebsmæssigt. Systemet for svenskerne ændrer sig ikke så meget, uanset hvem der spiller, forklarer Rasmus Lauge.
Men spørger man den svenske veteran Kim Andersson, så bør Danmark ikke være bekymret for nogle overraskelser. Det, mener han, slet ikke er muligt så sent henne i en VM-slutrunde medmindre, at danskerne slet ikke er klar på, at Sverige kan spille bedre, end de gjorde mod Norge mandag.
- Jeg har svært ved at tro, at vi på nogen måde kan overraske dem. Vi har allerede spillet ret mange kampe ved den her turnering, så det har jeg meget svært ved at se, forklarer Kim Andersson.
- Men vi har lidt her fra kampen mod Norge, som vi skal have gjort bedre, og det kan måske være en overraskelse for danskerne, at vi kan gøre tingene lidt bedre, end vi gjorde mod Norge, siger han.
Danmark møder Sverige i aften klokken 20.30. Det er en kamp, som TV 2 viser, men den kan også lyttes til i LIGA på P3 eller følges herinde på dr.dk/sporten.
