Der har været mange lyspunkter på det danske landshold ved VM i håndbold indtil videre. I målet har Niklas Landin været en sikker sidste skanse, i forsvaret har kollektivet strålet, og i angrebet er der kommet masser af mål fra samtlige positioner.
Men skal man udpege det bedste våben, bliver man nok nødt til at pege på duoen Mikkel Hansen og Rasmus Lauge.
105 mål har de to danske stjerner været direkte involveret i med enten mål eller en målgivende aflevering, og Mikkel Hansen er da også ganske tilfreds med samarbejdet ham og Lauge imellem.
- Jeg synes, det er blevet bedre og bedre i forhold til vores samarbejde. Der var nok stillet spørgsmålstegn ved det, da jeg ikke var med i de to træningskampe op til.
- Men det har set rigtig godt ud til træning, og i kampene har han givet mere plads for mig i forhold til skuddene og i forhold til at træffe de rigtige beslutninger. Indtil videre har vi fundet en god løsning på at få sat os begge i situationer, vi godt kan lide, siger den danske topscorer til DR Sporten.
Ingen dyb tallerken opfundet
Mikkel Hansens evner på en håndboldbanen har i over ti år være indiskutable, og Rasmus Lauges talent har været åbenlyst i næsten lige så lang tid.
Ved dette års VM er det bare som om, at det hele har slået klik.
Det skyldes dog ikke nogen nytænkning, fortæller Rasmus Lauge.
- Vi har ikke gjort noget ekstraordinært i forhold til andre slutrunder. Vi forsøger at snakke om tingene og få detaljerne på plads, så tvivlsspørgsmålene er afklaret, inden vi går ind på banen.
Heller ikke fra trænerbænken er der tænkt de helt store tanker om det velfungerende samarbejde.
- Jeg gør ikke noget specielt. Jeg forsøger at give dem nogle gode muligheder ved at sætte dem i de situationer, som de har været gode i i deres klubber og forsøger at bygge det ind i vores spil, siger landstræner Nikolaj Jacobsen:
- Jo mere man spiller sammen, jo bedre kender man hinanden og systemet. Og så er det bare to spillere, der har selvtillid og er i gang med en rigtig god sæson.
Duoen Hansen og Lauge får muligheden for at imponere igen mandag aften, når Egypten er modstanderen i den næstsidste kamp i mellemrunden.
Den kamp kan man se direkte på DR1 med kampstart kl. 20.30, mens optakten begynder allerede kl. 20.00.
