Niklas Landin måtte på talerstolen efter kampen mod Sverige.
Sådan er det, når der fejres jubilæer på landsholdet, og denne gang var det selveste lillebror Magnus, der havde gjort sig fortjent til et par ord fra anføreren. Kampen mod Sverige var nemlig hak nummer 50 i bæltet.
At Magnus Landin så ovenikøbet lige havde brændt sin måske bedste landskamp af gjorde ikke talen fra storebror dårligere timet.
Du kan se brødrene Landins bedste aktioner i klippet her.
Præstationen resulterede da også i en topkarakter fra DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.
Det var dog en smule svært lige at huske, hvad der egentlig blev lagt vægt på i jubilæumstalen fra storebror, lød det efterfølgende fra Magnus Landin.
- Jamen, han sagde en masse positive ting, ja, eller, det er svært at sige. Det kan jeg faktisk ikke huske, så jeg håber ikke, at Niklas ser det her, lød det med et grin fra den danske fløj.
Forløsning af gå videre
THW Kiel-spilleren, der inden opgøret var den danske spiller med flest minutter i benene under VM, scorede fem mål på fem forsøg i kampen og spillede samtidig en stor rolle i forsvaret.
Det vigtigste for Magnus Landin er dog, at Danmark nu står i en semifinale, hvor Frankrig på fredag venter i Hamborg.
- Det er en forløsning. Jeg synes også, at det ville være ærgerligt, hvis ikke vi skulle stå i en semifinale, sådan som vi har spillet under slutrunden. Uanset hvem, vi skulle møde, så ville det blive svært, så det skal nok blive sjovt, lød det fra Magnus Landin.
VM-semifinalen mod Frankrig spilles klokken 17.30 fredag. Kampen kan ses på TV2 og kan samtidig følges i LIGA på P3.