Ups! Montenegro-spiller fumler bolden i eget mål

Vuk Lazović fra Montenegro scorede et selvmål i sejren over Iran.

På resultat-appen Flashscore er montenegrinske Vuk Lazović ikke noteret for ét eneste mål i 34-31-sejren over Iran ved VM i håndbold. Men det er en fejl.

For stregspilleren kom ved et uheld til at fumle et mål i eget net, da Iran reducerede til stillingen 33-29 lørdag aften.

Vuk Lazović forsøgte ellers ihærdigt at lukke ned for modstanderens offensiv, men i sin iver kom han i bedste volleyball-stil til at vippe bolden over landsmand og målvogter Nebojša Simić.

Synderen kunne efterfølgende ikke gøre andet end at smile over situationen, som altså ikke fik fatale konsekvenser. Montenegro holdt fast og kørte sejren hjem.