Det danske håndboldlandshold har en stor fordel, når de onsdag aften løber på banen mod Bahrain ved VM i Frankrig.
Danskerne kan således prale af en gennemsnitshøjde, der er 15 centimeter højere end spillerne fra Bahrain.
De undertippede arabere er ifølge det international håndboldforbund (IHF) blot 179 centimeter høje, mens danskerne i snit måler 194 centimeter.
Til sammenligning er gennemsnitshøjden for en dansk mand 181,4 centimeter.
Højdeforskellen er en ganske betragtelig fordel for Danmark vurderer DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, der i øvrigt selv rager godt to meter op i luften.
- De er det mindste hold i turneringen og har ti mand, der er under 180 centimeter. Da der heller ikke er tale om tætte spillere, men i stedet nogle noget spinkle spillere, så vil vi se en fysisk fordel til Danmark, siger Lars Krogh Jeppesen.
Danskerne også noget tungere
Bahrains mindste markspiller er højrefløjen Hasan Mohamed Alsamahiji, der med sine 174 centimeter er præcis lige så høj som Danmarks landstræner Gudmundur Gudmundsson.
Bahrains reservemålmand Husain Jasim Alqaidoom er holdets lavest med 165 centimeter.
Danmarks laveste spiller er Lasse Svan, der måler 185 centimeter. Danmarks højeste er Niklas Landin, der rager godt op med sine 201 centimeter.
Ikke overraskende er der også lidt flere kilo på de danske spillere, der i snit vejer 96 kilo. Bahrain-spillerne har lidt mindre at slæbe rundt på.
Her er gennemsnitsvægten 84 kilo.
Danmark møder Bahrain onsdag klokken 17:45. Kampen kan ses på DR1 med optakt fra 17:15.