VIDEO Med verdens bedste på holdet: Det handler om kollektivet

Mikkel Hansen er som sædvanlig tilbageholdende omkring sin egen status og ser på hele holdet som Danmarks styrke.

Mikkel Hansen blev kåret til verdens bedste spiller for anden gang i karrieren, men kollektivet betyder stadig mere.

Som en af blot fire spillere i håndboldhistorien blev Mikkel Hansen kåret til verdens bedste håndboldspiller for anden gang i karrieren sidste år og kandiderer kraftigt til at blive det igen.

Selvom det ikke er overraskende, er det dog alligevel svært ikke at trække en smule på smilebåndet, når den danske verdensstjerne taler resten af holdet op på niveau med ham selv.

- Jeg tror, at alle kan få en nøglerolle. Det er en af de dejlige ting ved at spille på det danske landshold. Der er mange dygtige spillere. Jeg vil ikke umiddelbart nævne en specifik spiller. Jeg vil nævne bredden, og det at vi forhåbentlig kan køre et højt tempo hele kampen.

Hele holdet er nøglespillere

Bredden er selvfølgelig også en af Danmarks store styrker, der kan bære holdet langt gennem turneringen, men også Gudmundur Gudmundsson vælger at tage det nemme svar og undgår at nævne specifikke profiler.

- Hele holdet er nøglespillerne. Det handler om det kollektive i både forsvar og angreb, så jeg vil ikke nævne nogle nøglespillere. Vi har jo utrolig dygtige spillere, og jeg vil ikke tage nogle ud fra det. Jeg kigger altid i kollektivet.

For holdkammeraten Henrik Møllgaard bliver der dog ikke lagt skjul på, at Mikkel Hansen har en altafgørende rolle på holdet på trods af den gode kollektiv.

- Mikkel er selvfølgelig den helt store dynamo. Kontramæssigt og angrebsmæssigt. Han skal spille på sit vanlige høje niveau for, at vi har en chance, siger Henrik Møllgaard.

Han peger også på Niklas Landin som en af verdens bedste målmænd og som en spiller, der kan få en altafgørende rolle.