Efter en lidt tvivlsom start på VM-turneringen i håndbold ser det ud som om, at Sveriges håndboldherrer har fundet frem til det spil, der før slutrunden fik holdet udpeget som en outsider til VM-titlen.
Søndag aften vandt svenskerne med 31-16 over Argentina i København. Særligt målvogter Andreas Palicka viste spil i ren verdensklasse.
Selv om Argentina ikke er regnet som en stor håndboldnation, overraskede holdet ved at spille uafgjort mod Ungarn i den første VM-gruppekamp, mens Sverige samtidig med stort besvær slog Egypten med tre mål.
Søndag var det dog tilbage til normalen i den forstand, at Sverige uden de store problemer løb fra Argentina, som fulgte med frem til 6-6. Herefter opbyggede svenskerne et forspring på 15-10 ved pausen.
I minutterne efter pausen satte svenskerne de afgørende stød ind ved at udbygge føringen til 19-11, inden Argentina tog en timeout for at standse blødningen.
Opsangen havde ingen effekt.
På banen fortsatte de svenske spillere og det levende plankeværk Andreas Palicka med at dominere, mens de mange svenske fans stod for festen på tribunerne i Royal Arena.
Ikke overraskende kunne de mange fans klædt i blåt og gult hylde Palicka efter kampen, da han officielt blev kåret til kampens bedste spiller.
Med to sejre i to kampe topper Sverige gruppe D foran Ungarn med tre point og Qatar med to point.
Tidligere søndag vandt Ungarn nemlig med 34-24 over Angola, mens Qatar slog Egypten 28-23.
Mandag skal alle seks hold i gruppe D i aktion igen i den danske hovedstad.
/ritzau/