ANALYSE Tre ting der gør at Danmark slår Rumænien

DR’s håndboldekspert Camilla Andersen opridser tre forhold som gør, at hun tror på dansk sejr i aftenens VM-kvartfinale.

De danske håndboldkvinder kan i aften spille sig i VM-semifinalen når de i et udsolgt Boxen i Herning møder Rumænien i kvartfinalen.

Klavs Bruun Jørgensens mandskab fik i første halvleg i 1/8-finalen mod Sverige for alvor spillet til at fungere og Camilla Andersen tror på, at Danmark kan gentage kunststykket mod Rumænien.

Forudsigelige rumænere

Rumænien er et klassisk tidligere østblok-hold, som man set dem de sidste 50 år. De kommer ikke med noget overraskende og er derfor nemmere at lægge taktik mod. De spiller meget klassisk, østeuropæisk håndbold, og så trækker de store veksler på nogle spillere.

Christina Neagu er Rumæniens store stjerne. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det eneste punkt, hvor de er lidt atypiske er, at de spiller meget med højrehåndede Bradeanu på højre back. Og så er Rumænien er ikke et voldsomt meget bedre hold end Sverige.

Større dansk selvtillid

Vi har selvtillid og tur i den nu. Vi kommer lige fra en rigtig god oplevelse. Rumænerne har selvfølgelig lige slået Brasilien, men de tabte de tre kampe forinden.

Jeg ved, at rumænerne har været lidt nede og at de har været ramt på selvtilliden. Kommer Danmark foran med 4-5 mål, så er Rumænien ikke et hold, som vil formå at komme tilbage i kampen.

Hjemmebanefordel

Rumænerne skal spille i Boxen for første gang og det kan godt påvirke dem. Vi så det eksempelvis med Sverige, der var totalt lammede i deres første halvleg i den store hal.

Hvis vi får en god dansk start, så er publikum med, og så kan jeg ikke se Rumænien vinde opgøret.

Danmark og Rumænien spiller VM-kvartfinale kl. 20.45 i aften. Der er optakt på DR1 fra kl. 20.00 og du kan også følge opgøret på P3 og her på dr.dk/vm.