Holdkammeraterne hylder sensationelle Sandra: Tyskerne blev jo bange for hende

Sandra Toft stod en brandkamp i målet for håndboldkvinderne i sejren over Tyskland i 1/8-delsfinalen ved VM.

Sandra Toft stod med en redningsprocent på 52 i sejren over Tyskland. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Hvis én kvinde skal fremhæves i håndbolddamernes sejr over Tyskland i VM’s 1/8-delsfinale, må det være Sandra Toft.

Den danske målmand leverede den ene redning efter den anden og sluttede kampen med en redningsprocent på over 50 procent.

- Toft betyder alt for vores hold. Vi er næsten begyndt med at regne med, at hun tager de der 100 procents chancer. Hun er bare så god, siger holdkammeraten Lotte Griegel.

En holdning, som anfører Stine Jørgensen deler:

- Hun står en kanonflot kamp, og hun har en stor del af æren for, at resultatet bliver, som det bliver, siger anfører Stine Jørgensen.

Nærmest bange

Flere gange i kampen diskede Toft op med spektakulære dobbeltredninger på de mere og mere skræmte tyskeres forsøg.

- Man kan også se, at de tyske spillere er nærmest bange for hende i dag.

Sandra Toft og resten af det danske landshold skal nu møde Sverige i VM-kvartfinalen.