Klavs Bruun: 19-årig slutrundedebutant var vildt imponerende

Der blev pludselig mere brug for 19-årige Kristina Jørgensen end landstræneren havde ventet i sejren over Tyskland. Heldigvis imponerede hun stort.

Det gik over al forventning, da de danske håndboldkvinder i sikker stil vandt 21-17 over værtsnationen Tyskland i VM-ottendedelsfinalen søndag aften.

Tidligt i kampen så det dog knap så lovende ud, da Danmark blev ramt af to gange to minutters udvisning til Stine Jørgensen og et rødt kort til Line Haugsted.

Lige der havde landstræner Klavs Bruun Jørgensen det ikke specielt godt, men det blev der hurtigt lavet om på af en 19-årig slutrundedebutant:

- Vi så jo hurtigt, at Kristina Jørgensen - og jeg bliver simpelthen nødt til at fremhæve hende, det var helt vildt, som hun leverede forsvarsmæssigt. Der er et par skønhedsfejl, men langt hen ad vejen, der tager hun de rigtige valg hele tiden, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Det er sindsygt flot af så ung en spiller. Hun har kun været i træningslejr med os i halvanden uge og så leverer hun i sådan en kamp med sådan et tryk. Det er fandeme imponerende.

I kvartfinalen venter nu Sverige. Se, hvad Klavs Brun Jørgensen tænker om de danske chancer i klippet øverst.