Overlegent.
Så kort kan man vurdere Danmarks præstation mod Japan, der blev knust med 32-18 ved Danmarks anden gruppekamp ved VM i Tyskland.
Og landstræner Klavs Bruun Jørgensen var mildt sagt tilfreds med sit hold, hvor især forsvaret stod helt perfekt.
Klavs Bruun Jørgensen mødte DR Sporten spisende en fortjent sejrs-lakridspibe efter kampen i Oldenburg.
- Det er selvfølgelig rigtigt rart, især fordi vi ikke var kommet i gang med turneringen med kampen i går mod Montenegro, fordi der manglede de sidste 10 procent, siger Klavs Bruun Jørgensen.
- Det fik vi vist i dag, og det er jeg virkelig tilfreds med, siger Klavs Bruun Jørgensen.
- Forsvarsmæssigt bevæger vi os meget, og vi fik vist hvor stærkt vores forsvar er, og hvor disciplineret angrebsspillet var i forhold til, at vi ikke har trænet det så meget. Det viste pigerne flot, så jeg er meget tilfreds, siger han og fortsætter:
- Alt gik efter planen. Fornemmelsen var god i dag, men det var også fordi vi i går blev overrasket over fejl, vi laver, og som vi ikke har lavet i lang tid, og i dag så vi hvordan det kan se ud, siger han.