Lars Krogh inden gruppefinale: Danmark bør spille bredere

DR Sportens håndboldekspert savner bredde i det danske angrebsspil og håber, at vi får gjort mere brug af vores fløje i kampen mod Rusland.

De danske håndboldkvinder går ind til aftenens VM-gruppefinale mod ubesejrede Rusland med masser af selvtillid i bagagen efter tre sejre på stribe.

Der er dog specielt et punkt, hvor det danske spil ikke helt er lykkedes endnu - de danske fløje får vi simpelthen ikke nok ud af, vurderer Lars Krogh Jeppesen.

Og læser man den officielle statistik fra Det Internationale Håndboldforbund (IHF), så har DR Sportens håndboldekspert en pointe.

Ufarlig højrekant

I Danmarks hidtidige fire VM-kampe har Danmark kun formået af score 16 gange fra fløjpositionerne i alt, hvis kontrascoringerne er trukket ud af ligningen. Det giver et snit på to mål pr. fløjposition pr. kamp. Helt skidt ser det ud, hvis man kun kigger på mål fra højrefløjen.

- Når Danmark mødt kvalificeret modstand ved VM i kampene mod Montenegro og Brasilien, så har vi været udfordret i angrebsspillet. Vi har haft særligt haft problemer med få spillet bredt ud.

- Vi har haft problemer i begge sider, men særligt på højrekanten har vi haft problemer. Blot fire danske scoringer fra selve fløjpositionen er blevet til – vel at mærke i samtlige fire kampe, lyder det fra Lars Krogh Jeppesen.

Nemmere for modstandere af forsvare

I Danmarks første kamp spillede Louise Burgaard eksempelvis de første 45 minutter på den danske højrefløj uden at komme til en afslutning. Lars Krogh Jeppesen betoner dog, at det langt fra er fløjspillernes egen skyld, at de ikke kommer frem til så meget. De er nemlig i høj grad afhængige af opspil.

- Fløjspillerne er selvfølgelig afhængige af at blive serviceret af deres backs Eksempelvis er Mette Tranborg rigtig glad for at søge ind over midten. Derfor ender bolden meget sjældent ude på den danske højrefløj.

- Tranborg må meget gerne spille bredere i banen, så vi kan få nogle nemme udspil. Hun er meget høj, så selv om hun går ind over midten, så vil hun kunne vende bolden ud mod vores fløj. Modstandernes forsvarsspillere har kunne rykke langt ind i banen og gøre deres defensiv mere kompakt. Så det er få fløjene mere med vil blive en vigtig del af danske angrebsspil, fortsætter Lars Krogh Jeppesen.

Bodholt ikke i spil til truppen

Stine Bodholt måtte op til VM-slutrunden melde afbud med en skade, men hun restiturede hurtigere end forventet, så derfor sendte landstræner Klavs Bruun Jørgensen alligevel bud efter den stærke stregspiller, der er med i Tyskland som reserve.

Det har derfor hele tiden været forventet, at Stine Bodholt på et tidspunkt skal træde ind i den danske trup, men det er ikke aktuelt lige nu, udtalte Klavs Bruun Jørgensen i forbindelse med pressemødet inden opgøret mod Rusland.

Og den udmelding glæder Lars Krogh Jeppesen. I videoen herunder kan du se hvorfor.

I toppen af artiklen kan du se Lars Krogh Jeppesen visualisere problemerne med den manglende bredde i det danske spil.

Du kan se Danmarks kamp mod Rusland i aften på DR1 fra kl. 20.00. Du kan selvfølgelig også følge ogøret på P3 og her på dr.dk. Der fløjtes op i Oldenburg kl. 20.30.